Vi gentager successen

Jeg skal hjem og pakke kufferten i dag. Vi kører i morgen direkte fra arbejde. Der er jo begyndende påske, og der er ingen undskyldning for ikke at drage ud af byen, som i øvrigt står gabende tom i denne uge. Vi gentager successen fra de sidste år. Alt vejr går an, bare det ikke regner, for så har det ligesom ikke været påske i Écija. Regn er lig med nul processioner, og nul processioner er lige med grædende voksne mænd.

I går startede påskeugen i Sevilla med de første af omkring 60 processioner. Jeg mener at være blevet fortalt, at der i påsken altid er mindst een procession i gaderne i Sevilla. Også om natten. Pladserne på de til lejligheden opstillede tribuner koster op i mod 1000 kr. – på sortbørsen endnu mere. Der er ingen tvivl om, at påsken er en af de helt store højtider i Sevilla og ikke mindst Andalusien.

Nyfundet økologi

Spanien er ikke et videre økologisk land. Det er faktisk ikke nemt at opdrive økologiske varer. Uden for de størrere byer er det nemmere at få adgang til hjemmegroet afgrøder, men i de større spanske byer er der ikke mange alternativer til økologi eller ikke-masseproduceret grønt og frugt. Der gik vist storproduktion i frugt og grønt for mange år siden, og så er den gennemsnitlige spanske husholdning måske heller ikke specielt fokuseret på økologi af forskellige grunde.

For noget tid siden så jeg et indslag i fjernsynet om en gård uden for Madrid, som udelukkende producerer økologisk frugt og grønt. De solgte det pr abonnement i forskellige kasser og til forskellige priser. Kasserne blev bragt ud en gang om uge til forskellige afhentningspunkter i centrum. Gården er et social projekt, som hedder Mil Historias, Tusind Historier, som har til formål at skabe jobs til personer, som på grund af deres sociale sitution, vil have svært ved at fungere på en ordinær arbejdsplads. Projektet underviser, forbereder og træner dets ansatte til, en dag, at kunne søge og påtage sig et job under almindelige omstændigheder.

Jeg har tilmeldt os en frugt- og grøntkasse på omtrent 4 kilo om ugen. Den koster 15 € og kan afhentes på vej hjem fra arbejde hver torsdag begyndende efter påskeferien. Der er mulighed for at revisere kassen hver lørdag via deres hjemmeside, og dermed ændre lidt på den, hvis der skulle være inkluderet noget, som man ikke får spist.

Strømproblemer

Sent i går aftes gik strømmen i vores lejlighed. Den slog ikke engang fra. Den gik bare. Fernández og jeg rendt rundt og lyste på relæet med vores mobiltelefoner, men der var ikke noget, som hjalp. I morges ringede vi efter en elektiker, og det må siges, at han vitterligt kom, så og sejrede. Hele ‘molevitten’  – hvad jeg vil betegne som to plastikdimser + arbejdstid – kostede os den nætte sum af 232 €. Jeg måtte lige synke en ekstra gang, da han gik i gang med at lægge sammen. Til slut spurgte han om det skulle være med eller uden moms. Vi tog den lumre løsning, hvilket resulterede i en halv regning – altså et halvt stykke papir. Han rev simpelthen alt toppen af regningen (der hvor alle firmaets informationer står), slettede alle spor. Jeg stod stadig måløs og gloede på ham, for det havde jeg lige godt aldrig set før, det trick. Bagefter kørte vi i samlet trop til hæveautomaten, for jeg havde kun 100 € i kontanter, og han skulle ikke have nogle hængepartier. Og slet ikke efter den ‘halve regning’.

Det er Spanien, når det er bedst.

Det regner

Det regner. Over hele Spanien. Det er et studie i gråt og oversvømmelser og dæmninger, som brister. Der er lange udsiget til skyfri himmel og aftagende brug af paraply. Dog ser ud til at lørdag sniger sig op på hele 17 grader, men  hvad er der ved det, hvis det til samtidig står ned i stænger? Nu sidder den gæve dansker nok og tænker, “der er ikke noget, som hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning”.

Men det er der faktisk. I Spanien. Her er regnvejr faktisk vurderet som værende rigtigt dårlige vejrforhold, og  kan man undgå det, så går man ikke ud. Man går i hvert fald ikke ude. Frivilligt. Det kan man nemlig gå hen og blive syg af. Og kold. Og bliver man kold, så får man ondt i maven, men det vidste i jo nok godt, ik?

Måske skulle man bare finde en mariehøne, og bede den om at flyve op til gud og bede om godt vejr. Lykkes det, så bliver lørdag helt fantastisk.

Spanske finesser

Fernández har fået en julekurv i julegave af sin arbejdsplads. I sådan en spansk en af slagsen er der blandt andet en hel jamón ibérico.I dette tilfælde en lille én – altså forbenet af af grisen, hvorimod bagbenet udgør en stor én. Sådan en djævel skal spændes op på et skinkestativ, og hvert stykke skinke skal skæres i fine, små stykker med en dertil egnet kniv. En ualmindelig skarp kniv.

I Spanien er der folk, som er uddannet til det, og man kan faktisk tilmelde sig kurser, hvor man lærer at skære skinke på højt niveau. Det går også an uden kursus – måske bliver det ikke lige så smukt og måske bliver skinken en anelse maltrakteret set med professionelle øjne, men det går an. Forleden da dag jeg stod og skar skinke (det er faktisk ret meditativt), kom jeg til at tænke over spaniernes til tider overdrevne, men også dybt æstetiske, måde at præsentere og behandle deres traditioner og delikatesser på. Tænk at et griseben skal behandles med så meget kærlighed.
Faktisk er det ikke kun skinken, som behandles som det pureste guld. Sidra, som er en æblecider fra regionen Asturias i det nordlige Spanien, hældes op på en hel speciel måde for at dekantere cideren på den helt rigtige måde. Når først en flaske cider er åbnet er der ingen vej tilbage, proppen kan ikke sættes på igen. Manzanilla, som er en sherry fra den vestlige del af Andalusien, nærmest slynges ned i et lille sherry glas direkte fra tønden. Denne form for opskænkning bruges dog mest til fester og specielle lejligheder. Fernández og jeg havde for eksempel en venenciador de manzanilla til vores bryllup, som skænkede op til gæsterne under receptionen.

Spanierne er detaljernes land. Når det kommer til mad og drikkelse er intet overladt til tilfældighederne, og de elsker det. Og som indlemmet i sekten, kan man kan jo ikke andet end at være fascineret.

Friske forsyninger

Så er der ankommet friske læseforsyninger til hjemmet. Eller det vil sige, at de er blevet hentet, for kurérfirmaet kunne simplethen ikke finde ud af at levere dem.
Ekspediente bryggede en historie sammen over telefonen om, at bøger skulle man selv hente (på trods at de har kørt forgæves med pakken her to gange), og at jeg overhovedet ikke skulle tænke på at komme lige inden lukketid, for så ville han lukke døren lige i hovedet på mig. Det havde han gjort før. Snu som jeg er, var jeg vældig forstående over telefonen, og sagde at jeg da lige svingede inden om langt tid før lukketid. Ingen problemer der. I mellemtiden gik han sikkert og troede, at han havde mødt den første forstående kunde i hele sin karriere.
Da jeg jeg kom ind i biksen, fik jeg at vide, at han altså ikke lige havde tid til at ekspedere mig. Nå, aha, ser man det. Så fortalte jeg ham mit syn på sagen, og pludselig blev vi enige om, at næste gang afleverer de bare pakken ved dørmanden. Noget som jeg havde ringet og pænt bedt om tidligere, og som alle andre kurérfirmaer gør. Tak for kaffe for en kundeservice de opererer med.

Tilbage det til vigtige. Bøgerne. Jeg havde i et stykke tid gået og spekuleret over hvilke bøger der skulle bestilles, og så pludselig dumpede der en hel liste af anbefalinger ned i hovedet på mig. Hvor heldigt er det ikke lige?

Der er noget om snakken

I Spanien tager man nogle ting med sindsro. Hvad man ikke når i dag, når man i morgen, eller i næste måned. Og hvis der ikke er nogen, som opdager, at man ikke har nået det, kan det være at man slet ikke når det.
På madfronten er spaniere meget traditionelle. Der foregår ikke de store udskejelser eller fravigelser fra bedstemors kødgryder. Det ved man jo hvad er. Dengang jeg lærte Fernández at kende for små seks år siden, var noget nær de eneste light produkter man kunne opstøve i supermarkedet cola light og skummetmælk. Som årene er gået er der kommet flere sager i sortimentet, og på det sidste er udvalget nærmest eksploderet.

Lignende er økologiske værer praktisk talt ikke-eksisterende i spanske supermarkeder. Jeg har indtil for kort tid siden været i tvivl om spaniere overhovedet vidste, at der eksisterer en sådan verden. I dag opdagede jeg ved et tilfælde, at Carrefour nu har lanceret sin egen øko-linie, og at der endda eksisterer light-versioner. Det er lige før at verden er af lave. Men det skal da prøves.

Ridser i lakken

Det skulle jo ske er jeg fristet til at sige. Det uundgåelige i Spanien – at have en bil uden skrammer. Da jeg kom ned til min bil i morges havde den fået et tryk på forskærmen. En lidt for frejdig nabo havde åbnet sin bildør op i min bil og efterladt en mindre bule med tilhørende ridse. Spaniere er eksperter i at maltraktere deres og andres biler, og jeg kender ikke mange, som har en bil uden bare en lille skramme. Okay, parkeringspladserne er små, der er millioner af biler og de er billige, men alligevel. Nu har min lille Ibiza også en. Der gik egentlig længere tid end jeg havde troet der ville. Det er ikke kutyme, at man giver sig til kende, hvis man kommer til at lave sådan et nummer. Man kører bare sin vej, for det sker jo for alle, og en lille skramme slår ingen skår af nogen. Og det gør det vel heller ikke. Det er bare ærgerligt.
Fru Fisker har oplevet de spanske ridser op til flere gange (vores anden bil har fået op til flere hilsener, hvoraf vi selv har stået for et par stykker), og derfor havde hun købt et vidundermiddel – et anti-ridsekit til os. Det skal prøves, mon ikke det virker…

Blinklys-indoktrinering

Jeg har jo været så heldig, at Fernández godt gad at gå med til at investere i et lille rapt automobil til mig. Så hver morgen ser man mig drøne afsted, mens Fernández køre i den anden retning,  til mit arbejde, for at være en af de heldige, som når at parkere i den gratis parkeringskælder i mit firmas bygning. Når man færdes blandt spanske billister, skal man have øjne i nakken, nerverne i orden, og reflekserne toptunet. De kan praktisk talt finde på alt, de spanske billister. Der er ikke noget, som kan overraske mig mere, men jeg flyver helt op i det røde felt, når jeg ser noget harsarderet og decideret dumt.
Spanierne bruger ikke blinklyset, heller ikke når de holder ind til siden. Man udfører bare sin manøvre og håber på at omverdenen opfatter det i tide. Til gengæld er de helt vilde med at bruge katastrofeblinket. Blandt andet til at indikere, at de lige holder dobbeltparkeret (og spærer vejbanen), og snart kommer igen. Eller til at indikere, at der er kø på motorvejen, så bilisten bagved ved at vedkommende skal bremse. Nu har man indledt en blinklyskampagne i radioen, som bliver sendt ud æteren hver morgen, og som forklarer os hvorfor det er vigtigt at bruge blinklyset. Det er sådan en slags morgenhjernevask, som jeg tror har til formål at trænge ind bag hjernebrasken uden at en eneste spanier lægger mærke til det. Det er en nytænkede taktik, og jeg glæder mig oprigtigt til at se om den virker.
Ligeledes er der indledt en kampagne i radioen, med formål at fortælle bilister, at de ikke skal blive hængende i venstre vejbane, når de er færdig med at overhale. For det gør stort set alle spaniere. Der er ingen, som bruger den inderste vejbane – ikke engang lastbilerne, når det går op ad bakke. Den kampagne tror jeg alligevel ikke de får held med. For der er alligevel nogen, som har luret hvad den inderste bane kan bruges til. Nemlig til at overhale indenom.

Den spanske trafik er et spændende sted. Nogle gang lige en tand for spændende for en nordjyde.

Bliver man klog af et lynkursus?

For at blive gift i den katolske kirke i Spanien, skal man på kursus. Ægteskabskursus. På kurset, som varer 2-3 dage i alt,  får man lige præstens vinkel på ægteskabet og hvad man kan komme ud for af problemer. Jeg må indrømme, at jeg umiddelbart er lidt i tvivl om, hvad en katolsk præst kan fortælle mig om ægteskablige forhold, men jeg forholder mig åben alligevel. Desuden får man også råd fra og indblik i et gift pars ægteskab, hvor de kommer og fortæller om livet som gift. Dette initiativ blev udviklet for nogle år tilbage, da den katolske kirke begyndte at bekymre sig over det stigende antal af skilsmisser.

Men er det vejen frem? Det kan jeg ikke helt blive klar over.