Miraklernes tid

Jeg har for første gang i mit ‘spanske liv’ oplevet, at en spanier (som aldrig har mødt mig før) stavede mit navn fuldstændig korrekt, helt uden at spørge, blinke – eller klø sig i nakken for den sags skyld. Jeg måtte lige spørge, hvordan hun vidste, hvordan sådan et mystisk navn staves. Hun vidste ikke, hvorfor hun vidste det. Nå, pyt. Hun vidste det bare. Hallelujah!

Miraklernes tid er ikke ovre.

Reklamer

Fyldt op

Jeg har været i tennis-land i forbindelse med mit arbejde den sidste uges tid. Fra tidlig morgen til sen aften. Jeg har praktisk talt boet i La Caja Mágica, så det er ikke meget Fernández har set til mig. Jeg tror, at han har savnet mig; han var i hvert fald gået hen og blev helt huslig i den tid jeg var out.

Nu er jeg tilbage, hvor jeg hører til. Der er nu ikke noget bedre end hjemme hos sig selv. Jeg er stadig ikke helt udsovet, men det kommer nok i løbet af weekenden.

Nedtællingen til en sommerlig weekend i Aalborg er nu gået i gang. I begyndelsen at juni rejser jeg nordpå, hvor der skal forsomres med familie og veninder. Så begynd at be’ om godt vejr!

At undgå bureaukrati, sådan da

Jeg har et dansk kørekort. Det skal byttes lige over til et spansk. Så undgår man en masse bøvl, hvis det en dag skulle forsvinde. Man har nemlig ikke noget bevis på – nogen steder i verden – at man rent faktisk har et kørekort, hvis det skulle gå hen at ske. Men det er en helt anden bureaukratisk historie. Problemet ved overbytningen er bare, at det også er ret bøvlet at få det byttet lige over. Det går faktisk hen og kræver en fridag. Nok mest på grund af det spanske bureaukrati. Jeg er ikke vild med at skulle spilde en hel dag i en kø for et kørekort. Men det er der råd for.

Der hvor jeg arbejder, er vi tilmeldt en service, som ordner sådan noget bureaukratisk fnuller for os. Det koster ikke noget, og de sørger for, at papirene er de rigtige, at de er korrekt udfyldt og trækker nummeret til køen, venter og indleverer dem for mig. Så er der lige pludseligt et nyt kørekort. Det kan vi lide.

Forårssnue

Jeg er blevet nedlagt af en omgang forårssnue. Det begyndte i torsdags med ondt i halsen og er i løbet af weekenden gået over i nys, snot og hoste. Weekenden er tilbragt under dynen, mens jeg ærgede mig over, at jeg gik glip af en aften, som jeg havde set frem til i lang tid.

Da jeg havde fri i mandags, brugte jeg det meste af dagen på at sortere billeder fra vores bryllupsrejse til Den Dominikanske Republik. Jeg bestilte prints af billeder til det album, som vi havde købt med hjem til at illustrere rejsen. Billederne kom i lørdags, og nu er albummet klar til at blive vist frem.


Det er blevet helt godt, og vi fik genoplevet rejsen, mens billederne blev sat på plads. Man drømmer vel stadig om en lækker frisk coco loco der på stranden under palmeparasollen…

Så skete det igen

Den lå bare der. Sådan en fredag pre-påskeferie, hvor man er lalleglad og bekymringsfri. Hvor man dalrer osende rundt med en veninde efter en fortjent frokost. Den hviskede diskret til mig, ‘køb mig. Kom nu. Du ved, at du ikke kan leve uden mig.’ Jeg skulle aldrig have nærmet mig glasmontren og spurgt om prisen. Det var dét, som gjorde udslaget. Prisen.

Den var for billig og for lækker til at efterlade der helt alene i butikken. Nu er jeg så endnu en pung rigere. De er jo gode at have. HAKEI er min nye yndlingsbutik. Det er en japaner, som jeg er slet ikke er færdig med.

Lørdag i hammam

Om ikke så længe (læs: et par timer) smutter jeg i hammam i Medina Mayrit. Der skal tages revanche for det lidt mislykket spa-ophold for en måned siden.

Der er blevet forhørt rundt omkring inden afgivning af bestilling, og det tegner godt. Der bliver ladet op til forår, sol og ny energi. Samtidig er der jo altid basis for at kombinere det med godt selskab og efterfølgende grin. Mændene bliver hjemme. Formel 1 skal jo også have en vis form for opmærksomhed. Vi deler i porten.

Det må da være en optimal lørdag eftermiddag og ikke mindst superb efterbehandling på en god koncert.

Madkasse

Jeg har investeret det, som meget nemt kunne gå hen og blive mit livs dyreste madkasse. Og den var endda på tilbud. 32 EUR har jeg spenderet på den. Men den er super tjekket og ligner slet ikke en madkasse. Jeg har mad med på arbejde alle ugens dage, modsat de fleste af mine kollegaer, som går ud og spiser. Og så kan jeg jo lige så godt medbringe maden med stil. Der hører to styk plasticbeholdere til, en lille bakke til frugt eller lignende samt en lille dug.

Jeg mistænker den for at være opfundet med det formål at inspirere spaniere til at tage sund mad med på arbejde, i stedet for altid at gå ud og proppe sig med restaurantmad. På den måde virker det lidt mere fancy at have sin egen mad med. Det virker.

Og så har jeg forresten også investeret i en trykkoger. Hvad skal det da ikke ende med?