Fyldt op

Jeg har været i tennis-land i forbindelse med mit arbejde den sidste uges tid. Fra tidlig morgen til sen aften. Jeg har praktisk talt boet i La Caja Mágica, så det er ikke meget Fernández har set til mig. Jeg tror, at han har savnet mig; han var i hvert fald gået hen og blev helt huslig i den tid jeg var out.

Nu er jeg tilbage, hvor jeg hører til. Der er nu ikke noget bedre end hjemme hos sig selv. Jeg er stadig ikke helt udsovet, men det kommer nok i løbet af weekenden.

Nedtællingen til en sommerlig weekend i Aalborg er nu gået i gang. I begyndelsen at juni rejser jeg nordpå, hvor der skal forsomres med familie og veninder. Så begynd at be’ om godt vejr!

Reklamer

Jeg ved det godt

Der sker for lidt her.  Alt for lidt. Er travlhed en undskyldning? Den ene dag tager den anden, og pludselig er endnu en uge forsvundet ud i den blå luft. Hr og Fru Fisker rejste tilbage til Aalborg i dag. Vi har haft en hyggelig weekend sammen, som både bød på hygge, men også benhårdt arbejde. Fredag var der afsat tid til manicure (dog ikke til Hr Fisker), sporadisk shopping, og et kulturelt indslag.

Lørdag tog vi allesammen vores jomfrutur i Madrids svævebane. Den går fra yderkanten af centrum og ud over Casa de Campo – Madrids største naturområde. Svævebanen er ikke så høj, men den er lang. I Casa de Campo kan man stå af, og snuppe en øl eller det der ligner på terrassen oven på svævebanestationen, inden man svæver tilbage til centrum igen.

Lige ved siden af lægger det spanske kongeslot og Almudena-katedralen. Fru Fisker og jeg donerede et par euro til kirken og listede indenfor. Katedralen er gigantisk men egentlig en smule koldt indrettet (hvis man da kan sige det om en kirke).  Faktisk er den grå indeni – lidt trist men med nogle meget imponerende kupler.

På vej hjem fra dagens kulturelle indslag slog vi vejen inden om et byggecenter og købte lister ind til rammer. Tilbage i september sidste år på vores bryllupsrejse havde vi købt tre malerier. For at de kunne være i kufferten, havde vi fjernet kilerammerne, rullet lærredet sammen og hjembragt malerierne på den måde. Senere fandt vi dog ud af at betale os fra at få dem genindrammet ville koste os urimeligt meget mere end vi havde betalt for dem.

Nu er alle tre malerier genrammet, og vi mangler sådan set bare at få dem hængt op. Fru Fisker har lige slået på tråden; de er velankommet. Weekenden er fuldendt.

Fuld fart

Der er fuld fart på her. På arbejdet er der mere end rigeligt at se til, der er faktisk risiko for kødannelse lige for tiden. Herhjemme er nedtællingen begyndt til næste uge, hvor vi får besøg. Foråret er for alvor ankommet – varmegraderne bider sig mere og mere fast for hver dag, som går. Selv om aftenen. Det er ren luksus.
I går kom en lille ny niece til verden i Écija, og hun skal selvfølgelig hilses på i weekenden. Vi snupper den velkendte tur sydover på fredag efter arbejde. Inden da skal der vist lige indkøbes et par småting til den lille dame. Hun ved det ikke selv endnu, men det er detaljerne, som gør det…

Tænk

Tænk at vi allerede er midt i april. Tiden går og jeg aner ikke hvor den blev af. Jeg lever stadig på, at det lige har været jul. I mellemtiden har der både været påske og andet godt.

Om få uger får Fernández og jeg besøg af Hr og Fru Fisker. Det glæder vi os til. Det er land tid siden, at vi har haft besøg, og der er allerede lagt planer for de dage, som vi skal tilbringe sammen. Inden da er der en ualmindelig lækker koncert, som skal opleves på første række. Ikke mange uger efter smutter jeg en tur til Aalborg en forlænget weekends tid. Så er det jo lige pludselig sommer, og der er både bryllupper som skal deltages i, og ferie som skal afholdes.

Der er så meget at se frem til. Indtil da nyder vi foråret. Og selvom det regner ind imellem. Grønt er nu pænt.

Opfyldning på lageret

Forleden kom der en pakke fra Hr og Fru Fisker. Det var ren lykke, for det var nemlig det man kalde en danskeropfyldning. Der var både lakridser, ugeblad, dippulver, ymerdrys, lydbog og ikke mindst te fra verdens hyggeligste butik. Nu er der brygget Bailey’s te i stor stil. Sådan en eftermiddagskop med en lille bitte sjat mælk er bringer minder fra min gymnasietid, hvor det var på højeste mode.
I morgen står den på wellness. Vi er desværre blevet lidt amputeret, men det betyder jo kun at der er basis for mere ude i fremtiden. Nu hvor jeg fik Fernández over bevist om spinning, er der vel også en chance i form af wellness, eller? Jeg er så klar til at springe ud i min bil og drøne derop. Stedet emmer fred og ro og ikke mindst frisk luft. Der ses frem til den omgang massage der er udsigt til inden for den næste korte stykke tid. Der ses i det hele taget frem til weekend.

Glædelig jul

Vi har tilbragt formiddagen i Aalborg Zoo, hvor der var gratis adgang og julegudstjeneste på sletten. Der var koldt – rigtigt koldt (!), men Zoo solgte heldigvis varm kakao.

Der var ikke mange dyr ude i kulden. Isbjørnene var selvfølgelig friske, og løverne luskede også overraskende nok rundt udenfor.

En rigtig glædelig jul til alle!

I aften

I aften bliver julekufferten lukket. Fredag eftermiddag efter arbejde er der afgang sydover, og lørdag morgen er der afgang nordpå – hvis ellers Cimber holder skansen. De hænger vist med en vis legemesdel i vandskorpen. Endnu engang.
Næsten alle julegaverne er købt, tøjet er vasket og de spanske specialiteter er hamstret – vi mangler sådan set bare at udarbejde en logistikplan for kufferterne ,og derefter at få dem fyldt op. Der er bestilt flæskesteg med hele svineriet til på lørdag, der lægges umiddlebart hårdt ud på startskuddet for vores danske jul. Vi skal jo starte et sted. Og vi glæder os.