Forårssnue

Jeg er blevet nedlagt af en omgang forårssnue. Det begyndte i torsdags med ondt i halsen og er i løbet af weekenden gået over i nys, snot og hoste. Weekenden er tilbragt under dynen, mens jeg ærgede mig over, at jeg gik glip af en aften, som jeg havde set frem til i lang tid.

Da jeg havde fri i mandags, brugte jeg det meste af dagen på at sortere billeder fra vores bryllupsrejse til Den Dominikanske Republik. Jeg bestilte prints af billeder til det album, som vi havde købt med hjem til at illustrere rejsen. Billederne kom i lørdags, og nu er albummet klar til at blive vist frem.


Det er blevet helt godt, og vi fik genoplevet rejsen, mens billederne blev sat på plads. Man drømmer vel stadig om en lækker frisk coco loco der på stranden under palmeparasollen…

Reklamer

Novemberheld

Hvor heldig er man, når man kommer hjem og der er kommet hele to pakker til een? Jeg vil sige, at man er så heldig som man nu engang kan blive på en blæsende  og kold novemberdag. Hr og Fru Fisker har stået for bytningen af nogle bryllupsgaver, og nu er salatbestikket det rigtige og 12 kaffeskeer er vi også blevet ejere af. Resten fik vi i bryllupsgave, så nu mangler vi bare et langbord og 12 gæster, så vi kan flashe det lækreste bestik i verden.

nødhjælp

Og så er der Nille, som har reddet min dag og hele weekenden med. Hun har sendt en genbrugsnødhjælpspakke indeholdende tre danske ugeblade. Yderst betænksomt og modtaget med et sagligt smil på læben. Tusind millioner tak!

Intentioner om et boost

juicer_1Fernández og jeg fik en juicer i bryllupsgave. Vi havde ønsket os den, og minsandten om den ikke dumpede ned på gavebordet. Vi har længe taget tilløb til at prøve den, og her i weekenden gik vi i gang. Der var en lille opskriftbog med på forskellige slags frugt- og grøntsagsjuice, og tilfældigvis havde jeg lige ingredienserne til en af dem. Mandag morgen er altid lidt slemmere end resten af ugen. Så for at starte blidt, sundt og vitaminfuldt, klargjorde jeg sagerne til morgenens energibooster i går aftes. Her til morgen blev gulerødder, blegselleri og æbler så proppet i maskerineriet og ud kom den lækreste juice. Sød og alligevel krydret. Og med skum på. Indenbords med det hele og afsted.

Jeg må indrømme, at jeg altså savner lidt boostet. Jeg er træt som et alderdomshjem, og gør mig seriøse tanker om at skippe træningen i dag. I stedet burde jeg nu nok støvsuge internettet for juiceopskrifter med super power. Blegselleri er der i hvert fald ikke nok krudt i til den første mandag i november.

update

Update:
Jeg droppede træningen og kørte i Carrefour for at handle ind til juiceren. Der er nu testet videre, og jeg tror fremtidsboosteren bliver den her:

1 æble
2 appelsiner
1 gulerod
1 stængel blegselleri
1 lille stykke ingefær

Det smager helt fantastisk! Dog vil jeg sige, at man skal elske ingefær (heldigvis gør jeg det) for at kunne stå distancen. I morgen bliver ingefæren byttet ud med mynteblade. Variation er vist kodeordet, hvis vi skal holdes til ilden.

Gratis fridag

Der er helligdag i Spanien i dag. Herligt når sådan noget falder på en mandag. Fernández og jeg er lige kommet hjem fra Écija – en lun weekend med masser af fis og ballade, god mad. Vi spist ude både til frokost og til aften for temmeligt sikkert sidste gang i år. Og ikke mindst har vi sovet længe. Det trængte vi vist til begge to.

andalucia

Vi har fået prøver på bryllupsbillederne, og nu skal der vælges ud til det endelige album. Der er både billeder fra før, under og efter vielsen, og der er uafsindigt mange at vælge i mellem. Heldigvis inkluderer aftalen med fotografen 70 billeder, så der er basis for at nå til enighed inden for en rimelig fremtid.

I morgen er det tilbage på pinden, men hvem glæder sig ikke til en kort uge?

Samaná

Lørdag skulle vi på cigarfabrik. Faktisk lidt uden at vi vidste det. Vi troede, at vi skulle på shopping. Det skulle vi sådan set også, men bare en yderst specialiseret form for shopping. Fabrikken var en lille en af slagsen – der sad omtrent seks fyre og rullede. Vi fik tegnet fortalt og blev tilbudt noget at ryge på. Fernández var hurtig og sprang til, mens jeg pænt takkede nej, osen er rigelig for mig. Der kom blus på en hjemmerullet cigar, og vi blev ført videre. Ind i deres butik. Selvfølgelig. Der var masser af rom og cigarer, og man måtte selvfølgelig ryge alt det man ville i biksen.

Tirsdag havde vi meldt os på ekskursionen til halvøen Samaná, som ligger på nordkysten. Vi fløj derop i et lille bitte propelfly, som larmede helt ubeskriveligt. I lufthavnen blev vi gennet op på ladet af en pickup og så gik det eller derud af igennem junglen. Vi gjorde stop i en lille biks, hvor der blev indkøbt Mama Juana – som der også blev skålet i, kokosolie (på gamle romflasker) og 100% kakao totalt økologisk – vi fik også den lokale opskrift på tilberedning af varm kakao. Det smagte absolut himmelsk.

Samaná safari_web
Vi kørte videre til en ranch, hvor vores heste (eller var det mulddyr) ventede. Op i sadlen og så gik det eller op ad bjerget mod vandfaldet El Limón. Der voksede kakaotræer, ananas og papaya langs med stien. Fernández og jeg slugte det hele råt – altså med øjnene. Stien ned til selve vandfaldet var ikke konstrueret til heste, så vi måtte stige af kravle forsigtigt ned af de mudrede stier. Det var det hele værd – sikke et syn der mødte os! Vi hoppede i vandet og svømmede ind under vandfaldet, derinde hvor det næste var umuligt at trække vejret. At ligge der og kigge op, er der noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set.

El Limón de Samaná_web

Turen op ad stien var hård og bestemt ikke for sarte sjæle. Vi kom op, men det kostede kræfter. Op på hesten igen og tilbage til ranchen og spise frokost. Guiderne gav hestene nogle gedigne svip i popo’en – de fornemmede regn og det var med at komme tilbage hurtigt. Og ganske rigtigt, da vi var nået i hus, åbnede sluserne sig, og det regnede som jeg sjældent har set det før. Vi sad under halvtaget og nød de lokale retter, kokosmælk og ananasjuice (med rom selvfølgelig), mens vi sad og så ud på regnen.

Conchita_web
Turen gik videre til øen Cayo Levantado – der hvor Barcardi-reklamen blve optaget – hvor vi igen fik mulighed for at slænge os på de hvide sandstrande og bade i turkisblåt vand. Der var lidt gråt i vejret efter det store regnskyl, men det tilbageholdte os ikke, og vandet var utroligt lækkert. Vi blev shanghaiet af en sælger på ned til båden af en sælger og kom med i sidste sekund med fire malerier under armen. Når jeg tænker tilbage på det, må vi have set ret sjove ud, som vi kom løbende der med malerier, tasker, kameraer og i badetøj. Herefter gik turen i åben pick-up ned til lufthavnen, hvor vi trætte gik ombord på propelflyet og vendte snuderne mod Punta Cana.

Bryllupsrejsen

Fernández og jeg tog onsdagen efter vores bryllup til Punta Cana i Den Dominikanske Republik. Punta Cana kan vel betegnes som Den Dominikanske Republiks Costa del Sol eller noget i den retning. Over de sidste år er turismen eksploderet i Den Dominikanske Repulik, og det meste af sydkysten er dækket af kæmpe resorts med tusindvis af værelser hver. De fleste resorts tilbyder ‘all included’, hvilket betyder at man i teorien kan tage afsted på ferie uden at tage tegnebogen op af lommen en eneste gang. Man bestiller bare – hvad man har lyst til, naar man har lyst til det. Utroligt priviligeret. Vi havde den oppe. Tegnebogen altså. Flere gange endda. Drikkepenge og eskursioner er for eksempel ikke inkluderet i ‘all included’. Og så er der jo alt det lokale krimskrams, som man lige skal have med hjem.
Vi boede på Hotel Majestic Elegance – et mindre men ret nyt resort – i deres Elegance Club. Det indebar butler, privat reception, privat poolområde og strand samt andre luksuriøse fordele. Når først man var trådt indenfor, var der forskellige restauranter, poolområder, barer, butikker og aktiviteter at gå i krig med. Fernández og  jeg besluttede os for en Strawberry Daquiri til ligesom at hjælpe med at danne overblikket. Den hjalp – vi fik os pejlet ind på to eskursioner, og dernæst tog vi retning mod stranden. Vi var der for afslapningens skyld, og havde derfor ingen ambitioner om at fare rundt hver dag.

majestic_elegance
Stranden var utrolig lækker, vandet turkisblåt og palmerne svagede så langt øjet rakte. Et paradis – det paradis jeg altid har drømt om. Vi sluprede Piña Coladas og Coco Locos, og nød livet på de yderst komfortable himmelsenge, man i Elegance Club kunne slænge sig på. Faktisk gik dagene med at nyde livet, indtage cocktails, læse, hygge, spise og selvfølgelig se hinanden dybt i øjnene, som man jo gør, når man er på bryllupsrejse.

Tilbage med helt ny status

Efter en hæsblæsende måned er Fernández og jeg tilbage i Madrid med vores nye status som ægtepar. Det er totalt fedt at være gift. Vi hører sammen på en anderledes måde nu. Vi har givet os selv til hinanden, og det føles størrere og endnu mere rigtigt end før.

Da vi kom til Écija ugen før brylluppet begyndte jeg for alvor at blive nervøs. Jeg var helt ved siden af mig selv og utroligt spændt. Fernández derimod var cool, calm and collected. Heldigvis – ellers kunne det vist have endt i et værre cirkus. I dagene op til brylluppet begyndte det store dansker-rykind i Écija. Der var fællesspisning i flere formater, og drinks og fis blev det også til. Vi var mange, og jeg er sikker på at de lyshåret blev lagt mærke til i byens centrum.

Fernández og jeg skulle jo først giftes klokken 20.30, så lørdag d. 12. september var en lang dag. Mine veninder kom på visit gennem dagen og der blev til tid til en ordentlig sludder med gæster fra USA, som ankom lørdag eftermiddag. Frisøren ankom klokken 17.30 og derfra gik det stærkt. Jeg blev i løbet af ingen tid gjort smuk og fik sat håret akkurat som jeg altid har drømt om.

klar

Klokken 19 kom fotografen og knipsede et par billeder af mig inden det store ja. Han dirigerede mig rundt både indenfor og udenfor, og inden jeg vidste af det, var det tid til at de andre gæster skulle afsted til kirken. Hr. Fisker og jeg ventede (og ventede) – der var messe i kirken og de kunne ikke blive færdige, så vi kunne komme til. Man er vel i Spanien…
Fernández’ bror kom og hentede os, og vi tog os et par ordentlige runder i Écija. Og så var det nu. Da vi rullede op foran kirken og jeg så alle de mange mennesker uden for, var det lige før følelserne tog over. Der røg tusind tanker gennem mit hoved og folk klappede og råbte ‘Viva la novia’ – og så var det ind. Op ad kirkegulvet. Fernández med et stort smil på. Tør i munden af nervøsitet. Vielse. Og så var det hele pludselig overstået og kroppen var afslappet, tankerne var under kontrol, og jeg nød hvert sekund. Sikken en oplevelse, og sikken en fest.

themoment
Vi forsatte til den lyse morgen, og da Fernández og jeg lukkede og slukkede festen klokken 8 var det med den bedste følsese i maven og de tungeste øjenlåg i mands minde.