Overdrevet

Lige nu løber der fodboldben til millionvis af euros rundt på en grøn plet i det nordlige centrum af Madrid. Der er tårnhøje forventninger til kampen. Optakten i fjernsynet begyndte kl. 15 i eftermiddags, og kampen gik i gang kl. 22. Ja, du har regnet rigtigt, 7 timers optakt til en fodboldkamp. Det er dælme mange timers snak om en ‘almindelig’ ligakamp. Efter kampen er der selvfølgelig mere snak.
Jeg kender personer, som har betalt over 1000 EUR pr billet til kampen. Set lidt i perspektiv, så kan det nævnes at der er mange millioner mennesker i Spanien, som end ikke tjener 1000 EUR om måneden.

Her kan der vitterligt tales om at piske en stemning op. Noget som spaniere elsker. Over alt på jorden.

Vi gentager successen

Jeg skal hjem og pakke kufferten i dag. Vi kører i morgen direkte fra arbejde. Der er jo begyndende påske, og der er ingen undskyldning for ikke at drage ud af byen, som i øvrigt står gabende tom i denne uge. Vi gentager successen fra de sidste år. Alt vejr går an, bare det ikke regner, for så har det ligesom ikke været påske i Écija. Regn er lig med nul processioner, og nul processioner er lige med grædende voksne mænd.

I går startede påskeugen i Sevilla med de første af omkring 60 processioner. Jeg mener at være blevet fortalt, at der i påsken altid er mindst een procession i gaderne i Sevilla. Også om natten. Pladserne på de til lejligheden opstillede tribuner koster op i mod 1000 kr. – på sortbørsen endnu mere. Der er ingen tvivl om, at påsken er en af de helt store højtider i Sevilla og ikke mindst Andalusien.

Nyfundet økologi

Spanien er ikke et videre økologisk land. Det er faktisk ikke nemt at opdrive økologiske varer. Uden for de størrere byer er det nemmere at få adgang til hjemmegroet afgrøder, men i de større spanske byer er der ikke mange alternativer til økologi eller ikke-masseproduceret grønt og frugt. Der gik vist storproduktion i frugt og grønt for mange år siden, og så er den gennemsnitlige spanske husholdning måske heller ikke specielt fokuseret på økologi af forskellige grunde.

For noget tid siden så jeg et indslag i fjernsynet om en gård uden for Madrid, som udelukkende producerer økologisk frugt og grønt. De solgte det pr abonnement i forskellige kasser og til forskellige priser. Kasserne blev bragt ud en gang om uge til forskellige afhentningspunkter i centrum. Gården er et social projekt, som hedder Mil Historias, Tusind Historier, som har til formål at skabe jobs til personer, som på grund af deres sociale sitution, vil have svært ved at fungere på en ordinær arbejdsplads. Projektet underviser, forbereder og træner dets ansatte til, en dag, at kunne søge og påtage sig et job under almindelige omstændigheder.

Jeg har tilmeldt os en frugt- og grøntkasse på omtrent 4 kilo om ugen. Den koster 15 € og kan afhentes på vej hjem fra arbejde hver torsdag begyndende efter påskeferien. Der er mulighed for at revisere kassen hver lørdag via deres hjemmeside, og dermed ændre lidt på den, hvis der skulle være inkluderet noget, som man ikke får spist.

Madkasse

Jeg har investeret det, som meget nemt kunne gå hen og blive mit livs dyreste madkasse. Og den var endda på tilbud. 32 EUR har jeg spenderet på den. Men den er super tjekket og ligner slet ikke en madkasse. Jeg har mad med på arbejde alle ugens dage, modsat de fleste af mine kollegaer, som går ud og spiser. Og så kan jeg jo lige så godt medbringe maden med stil. Der hører to styk plasticbeholdere til, en lille bakke til frugt eller lignende samt en lille dug.

Jeg mistænker den for at være opfundet med det formål at inspirere spaniere til at tage sund mad med på arbejde, i stedet for altid at gå ud og proppe sig med restaurantmad. På den måde virker det lidt mere fancy at have sin egen mad med. Det virker.

Og så har jeg forresten også investeret i en trykkoger. Hvad skal det da ikke ende med?

Strømproblemer

Sent i går aftes gik strømmen i vores lejlighed. Den slog ikke engang fra. Den gik bare. Fernández og jeg rendt rundt og lyste på relæet med vores mobiltelefoner, men der var ikke noget, som hjalp. I morges ringede vi efter en elektiker, og det må siges, at han vitterligt kom, så og sejrede. Hele ‘molevitten’  – hvad jeg vil betegne som to plastikdimser + arbejdstid – kostede os den nætte sum af 232 €. Jeg måtte lige synke en ekstra gang, da han gik i gang med at lægge sammen. Til slut spurgte han om det skulle være med eller uden moms. Vi tog den lumre løsning, hvilket resulterede i en halv regning – altså et halvt stykke papir. Han rev simpelthen alt toppen af regningen (der hvor alle firmaets informationer står), slettede alle spor. Jeg stod stadig måløs og gloede på ham, for det havde jeg lige godt aldrig set før, det trick. Bagefter kørte vi i samlet trop til hæveautomaten, for jeg havde kun 100 € i kontanter, og han skulle ikke have nogle hængepartier. Og slet ikke efter den ‘halve regning’.

Det er Spanien, når det er bedst.

Spanske finesser

Fernández har fået en julekurv i julegave af sin arbejdsplads. I sådan en spansk en af slagsen er der blandt andet en hel jamón ibérico.I dette tilfælde en lille én – altså forbenet af af grisen, hvorimod bagbenet udgør en stor én. Sådan en djævel skal spændes op på et skinkestativ, og hvert stykke skinke skal skæres i fine, små stykker med en dertil egnet kniv. En ualmindelig skarp kniv.

I Spanien er der folk, som er uddannet til det, og man kan faktisk tilmelde sig kurser, hvor man lærer at skære skinke på højt niveau. Det går også an uden kursus – måske bliver det ikke lige så smukt og måske bliver skinken en anelse maltrakteret set med professionelle øjne, men det går an. Forleden da dag jeg stod og skar skinke (det er faktisk ret meditativt), kom jeg til at tænke over spaniernes til tider overdrevne, men også dybt æstetiske, måde at præsentere og behandle deres traditioner og delikatesser på. Tænk at et griseben skal behandles med så meget kærlighed.
Faktisk er det ikke kun skinken, som behandles som det pureste guld. Sidra, som er en æblecider fra regionen Asturias i det nordlige Spanien, hældes op på en hel speciel måde for at dekantere cideren på den helt rigtige måde. Når først en flaske cider er åbnet er der ingen vej tilbage, proppen kan ikke sættes på igen. Manzanilla, som er en sherry fra den vestlige del af Andalusien, nærmest slynges ned i et lille sherry glas direkte fra tønden. Denne form for opskænkning bruges dog mest til fester og specielle lejligheder. Fernández og jeg havde for eksempel en venenciador de manzanilla til vores bryllup, som skænkede op til gæsterne under receptionen.

Spanierne er detaljernes land. Når det kommer til mad og drikkelse er intet overladt til tilfældighederne, og de elsker det. Og som indlemmet i sekten, kan man kan jo ikke andet end at være fascineret.