Så er der sået

Jeg har taget en chance. Måske er det lige en tand for tidligt, men jeg vover pelsen. Der er blevet sået sommerblomster, og med den fart foråret har på i disse dage, kan der snart blive liv og glade dage i potterne.

spring_time

Det er faktisk første gang i hele mit liv, at jeg laver sådan nogle potter. Sidste år forsøgte jeg mig med opstammede jasmintræer, pelargonier og andet godt, men de måtte bukke under for en meget varm spansk sommer og to uger alene på badeværelset, da jeg residerede i Fuengirola. Derfor de nye og forhåbentlig bedre boller på suppen i år.

Reklamer

Afslutningsagtigt

Weekenden har været god. Afslappende, og alligevel indholdsrig. Der er styr på garnet – både form og farve, og lidt sommertøj er det endda blevet til. Et nyt bekendtskab kan også lægges oven i hatten. I hører ikke mig klage. Det er endda, som om foråret er på vej.
I morgen begynder den sidste uge på mit gamle job. Endelig. Jeg har fået lov til at blive del af en afdeling i et firma, som jeg tidligere kun turde drømme om. Det er vist det, som bør betegnes som at skyde papegøjen. På næste søndag sidder jeg, og glæder mig til at møde op på mit nye job blandt nye kollegaer.

Forårsferie

Fernández og jeg skal til Aalborg. Snart. Der er en, som fylder rundt, og som derfor har inviteret til fest. Den skal vi med til, og nu er billetterne købt.
Der er ikke noget bedre end at have sådan en weekend at se frem til.

KRBD094

Lige så snart der er trykket på købt, stiger humøret og planlægningen kan begynde. Selvom det ikke bliver et langt visit, bliver der alligevel plads til at hilse på en temmelig ny verdensborger, som er ganske speciel for Fernández og jeg.

Nordjysk kundeservice

Jeg har været lidt for langt fremme i skoene, det indrømmer jeg gerne. Ikke desto mindre er min bagdel temmeligt sikkert blevet reddet af en aalborgensisk cykelhandler.
Jeg fik et par spinningsko i julegave. De var fra Fernández, men jeg havde ligesom pejlet ham ret kraftigt ind på, hvilke det skulle være og hvor man lige præcis kunne købe dem. Det hele var baseret på Mariannes succeshistorie og tegnede rosenrødt. Bortset fra at jeg ikke lige havde tjekket hvilket pedalmærke der bruges i mit motionscenter. Jeg fandt senere ud af, at det er ret essentielt i hele cykelskokøbsseancen, men jeg er jo for hulan slet ikke så inkarneret.
For at gøre en lang historie kort, så duede min sål og de klamper ikke, som jeg i min intetanende rus havde pålagt Fernández at købe. Min lokale cykelhandler kiggede på mig med løftet øjenbryn, da jeg bad ham om at bestille nogle Diadora såle, der passede til motionscenterets pedaler. Diadora var åbenbart ikke lige så nemt at opspore i Spanien.  Han var ellers meget ihærdig.
Nød lærer jo som sagt nøgen kvinde at spinde, så jeg fandt ud af, hvem som sælger Diadora i Danmark. Der gør Racercyklen på Hadsundvej, men han havde ikke lige den sål hjemme, som jeg mangler. Han bestiller den for mig, gør han. Og Far Fisker har indvilliget i at afhente og sende den til Spanien. Sådan barberer man den ged!

Og længe leve internettet forresten…

En skattekiste

Jeg har altid vidst, at der gemte sig mange skatte i Écija. Byen ulmer af historie. Fernández har jo tilbragt størstedelen af sit liv der, og synes ikke umiddelbart at den er interessant. I søndags var der arrangeret en rundtur af turistkontoret, og vi tog med. Min svigerfar, Fernández og jeg.

ecija1

Turen varede godt tre timer og der blev fortalt vidt og bredt. Jeg så godt de to Fernández udveksle utålmodige blikke hen imod slutningen. De syntes vist tre timer var lige rigeligt at vandre rundt i sin egen by på en højhellig søndag. Jeg hyggede mig gevaldigt. Endelig fik jeg lov til at udforske alt det, jeg vidste gemte sig rundt omkring i krogene. Der er lagt i ovnen til den kommende danskerinvasion.

Parroquia de Santa María

Fernández og jeg skal giftes i Parroquia de Santa María. En af Écijas mange kirker. En af de smukkeste. Desværre var den lukket, da vi søndag kom forbi. Det lyder egentlig mærkeligt, at en kirke er lukket søndag middag, men det var den altså. Vi var på rundtur med turistkontoret, og var inde og se hemmelige rum og gamle romerske fund i mange af byens kirker og paladser.

santa_maria

Santa María ligger lige midt i byen. Et par skridt fra Écijas Plaza de España. Det er sådan en plads en hver by med respekt for sig selv har i Spanien. Tårnet er flot og utroligt detaljeret. Indgangen er enorm og kirkegulvet uendeligt langt. Om aftenen er alle Écijas kirketårne lyst op og man ser dem stå som fakler rundt omkring i byen.

torre

På vores rundtur rendte vi også på den præst, som skal gifte os. Don Luis hedder han. Han er en ung præst og ret nede med de fede. Vi aftalte at mødes næste gang, vi er i Écija og sludre lidt om, hvad der skal ordnes, hvor og af hvem.
Og så fik jeg jo prøvet et par brudekjoler,. Det bliver man altså ikke træt af, skulle jeg hilse at sige. Jeg er mere end klar til næste runde, som skal foregå her i Madrid. Snart.

Farlig jul

Der er jo jul lige om hjørnet. Det bliver en farlig jul, kan jeg mærke. Nu er chokoladetrøflerne nemlig begyndt at dukke op på hylderne. Ikke nok med det så har jeg tilmed fundet ud af, at man kan købe chokoladetrøfler af hvid chokolade. Det er lige før jeg synes det er fejt at have sådan nogle lækkererier i sit varesortiment.

hvid

Hvid chokolade var i mange år lig med 80er/tyskerchokolade i mine øjne. Grimt og klamt for at sige det på godt teenagedansk og dermed totalt uspiseligt. Sikkert fordi jeg ikke havde smagt det, jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at det smagte godt.
Nu sidder jeg og tænker over, hvem det mon var, som inden for de sidste år har fået mig overbevist om konceptet. Under alle omstændigheder kan jeg konkludere, at det var et meget klogt menneske.