Flytteassistance

Fernández og jeg agerede flytteassistance i går for et dansk vennepar, som skulle flytte i nyt hus. Der var indkaldt forstærkninger fra flere steder, og på trods af varmen gik flytningen smertefrit. Der var nemlig et par snu flyttefolk i blandt os,  som til tider fandt løsninger, som lettede lidt på arbejdsbyrden.

Dagen blev afsluttet med et dyp i poolen med efterfølgende pizza, drinks og shots på poolkanten.  Og så på hovedet hjem i seng. Lægmusklerne kan bestemt mærkes i dag – mon ikke de skal løsnes op med lidt poolpjasken senere…

Reklamer

Ud og suse

Fernández og jeg skal ud og suse i aften. Vi er inviteret til afskedsfest. Det foregår efter mere eller mindre samme princip, som sidste gang vi var ude og svinge træbenet med det slæng. Jeg sidder lidt og sådan prøver at overbevise mig selv om, at jeg skal, uanset hvad susningen måtte få af følgesygdomme, over og svømme i morgen. Inderst inde ved jeg godt, at Fisker, en svømmehal og eventuelle tømmermænd bare overhovedet ikke vil gå hånd i hånd. Det vil faktisk være et skrækscenario af værste skuffe. Men det er da forsøget værd…

Danskt

I går var der danskertræf. Det var faktisk lidt af en specialudgave; det foregik nemlig slet ikke, som det plejer, og det var sidste danskertræf for en god ven, som har valgt at skifte græsgange. Selv om omgivelserne var forandret og menuen udansk, var det en ganske hyggelig aften; Jeg nåede på rekordtid at blive usandsynligt misundelig på værtens lejlighed, vi fik spist lækker mad, sludret og grinet, og ikke mindst overrakt en meget symbolsk afskedsgave. Det gik da også hen og blev halvsent for sådan en som mig, hvilket jeg betalte for hele formiddagen. Sådan er det jo, når man absolut skal ud og mænge sig…

Mums

Der var danskertraef i gaar – vi fik boller i karry og hjemmelavet marzipanfloedeboller til dessert. Det smagte eddermugme godt! Boller i karry skal man aldrig nogensinde undervurdere og da slet ikke hjemmelavet marzinpanfloedeboller!

Knuz

At skrive knus i en email eller sms er efterhånden blevet allemandseje. Men jeg vil mene, at der er undtagelser. Jeg kender til dagsdato ikke nogen fyre, som skriver det til hinanden indbyrdes. Helt sikkert til piger, måske til deres mor, men ikke til hinanden.
I går på vej hjem i bilen fra en vellykket grillfest overhørte vi et interview mellem en journalist og en spansk basketballstjerne, som snakkede lidt frem og tilbage om den pågældende basketballspillers klub og situation. Da interviewet var ved at være ved vejs ende, sluttede begge parter (mænd) af med at sige ‘un abrazo’, som betyder knus, til hinanden. Det var der såmænd ikke noget mærkeligt i. Det er nemlig meget normalt, at man siger eller skriver det til hinanden her i Spanien, mest til kollegaer og bekendte.
Men tænk om Flemming Toft sagde til Thomas Gravesen efter endt interview:

Ok, tak for interviewet Thomas – knus

Og Thomas Gravesen så svarede:

Jamen, det var da så lidt. Knus til dig også Flemming

Den form for mandlig intimitet holder vist ikke helt i Danmark og slet ikke på TV eller i radioen…

Hele ugen alene

Det kunne jeg godt gå rundt og nynne. Fernández er rejst til Budapest i dag, hvor han skal være hele den næste uge, hvilket jo betyder, at jeg har en hel uge foran mig for mig selv. Eftersom udsalget også er begyndt på disse kanter, er jeg vist nødt til at inspicere et par butikker i morgen, mit skab skriger nemlig på nyt sommertøj (og sko). Så er der jo ikke andet at gøre end at tage tyren ved hornene…
I morgen aften er der forsinket Sankt Hans grill fest med danskerne i Soto del Real lidt uden for Madrid. Varmen er for alvor begyndt at træde i karakter her i Madrid, så det kommer yderst belejligt, at grillfesten også indbyder til at medbringe sit badetøj og hoppe i poolen.

skt_hans.jpg

Der er de sidste par dage begyndt at komme mystiske pakker med posten, alle udtrykkeligt påført at de først må åbnes d. 3/7. Vores vicevært havde endda været så rar at tage imod dem fra posten, så jeg ikke skulle hente dem på posthuset (som ligger forholdsvis langt væk). Det kribler afsindigt i fingrene, men nu står de altså i et hjørne og nedstirrer mig. Indtil på tirsdag.

Kødrand

Det var menuen til Danskertræf i går. Det lyder ved nærmere eftertanke ikke særligt appetitligt (vi danskere kan bare ikke finde eksotiske, velklingende navne til vores ellers så udmærkede madretter, jvf. blodpølse), men det smagte nu ganske fortrinligt. Næste gang er der lagt stærkt op til boller i karry, en ret som jeg elsker, men faktisk havde glemt alt om.

Turen op til Danskertræf skulle denne gang (og for første gang) foregå i el bólido. Jeg havde nogenlunde begreb om retning og afkørsel, men jeg anede en smule bekymring hos Fernández, som jeg dog hurtigt fik manet til jorden ved at overbevise ham om, at jeg virkelig er godt kendt på M-40 (en af Madrids motorringveje). Udkørsel af stor bil fra meget lille p-plads gik nogenlunde og ligeledes gjorde turen på 15 minutter derop. Jeg øjnede hurtigt en parkeringsplads, da jeg ankom, men så kom sveden på panden frem. Parallelparkering har altid været et spørgsmål om held for mit vedkommende, og i går var jeg mindre heldig. Jeg baksede i evigheder, og det har helt sikkert ikke været noget kønt syn lige indtil, at ejeren af bilen, som holdt parkeret foran mig, kom og kørte væk. Hvor heldigt var det ikke – jeg holdt der og gjorde mig til grin midt i myldretiden, og så kunne jeg pludselig bare køre direkte ind til siden og parkere. Piece of cake siger jeg bare…
Det var en hyggelig aften med masser af sludren og grin, alt for meget kaffe for tæt på sengetid, og godt selskab. Turen tilbage gik som den skulle, og indkørsel af stor bil på lille p-plads gik helt uovertruffent. Er det ikke utroligt, som man bare kører skide godt når man er alene?