Når vi er i Écija, oplever jeg ofte noget, som får mig til at føle, at jeg er fanget i en tidslomme. Mange ting foregår bare ikke som ude i den omgrænsende vestlige verden.
For at bo sammen med sin kæreste skal man være gift. For at blive gift skal man have råd til et bryllup (med omkring 200-300 gæster), til at købe en lejlighed og alt hvad der følger i kølvandet på sådan en; spritnye møbler, køkkenudstyr, håndklæder, sengelinned og så videre. Indtil der er kapital til det voksne liv, bor de forelskede parter hjemme ved deres respektive familier (sammen med alle de andre søskende, som også sparer op til at blive gift). Måske bor bedstemor der også, for bedstefar er her ikke mere og det bliver jo sværere at klare sig selv med alderen, og så laver hun jo alligevel mad til hele familien hver dag, så hvorfor ikke. Når lejligheden er ved at være færdigrenoveret, møbleret og klar til at flytte ind i, så sætter man en dato for brylluppet. Den dato kan godt ligge et stykke ude i fremtiden, et bryllup planlægger man jo ikke på to uger. Flytter man så ind i den nye lejlighed, mens man planlægger og venter på at datoen skal oprinde? Nej, for man skal jo være gift for at bo sammen. Ting til sin tid.
En ting er sikkert, der er ikke nogen, som gør noget forhastet i Écija. Der er struktur og mening med det hele. Men jeg forstår simpelthen ikke, at man efter 10 år som ungdomskærester, så pludselig skal bo sammen uden at have prøvet det før. Tænk hvis man synes ens kæreste er en rigtig gris, som er blevet opvartet af sin mor hele livet, og som slet ikke ved, hvordan man vasker op eller stryger… Eller rydder op efter sig selv for den sags skyld.
Et eller andet sted er jeg utrolig glad for, at min svigerfamilie ikke er fanget dybt nede i den tidslomme.
fisker & fernández 
Pyha, tænk at forholdene er så gammeldags, som det jo er efter vores opfattelse. For du har jo helt ret i din pointe – man må kunne få en gevaldig overraskelse over, at kæresten er blevet båret på hænder af mor og bedstemor. Det var spændende at læse – og helt grotesk 😉
Madame, de er meget gammeldags, men de unge mennesker, som jeg kender er indstillet paa det og kunne slet ikke se sig selv flytte hjemmefra foer deres bryllup. Dog kender jeg ogsaa nogen (blandt andet min svoger og svigerinde som skal giftes i september), som har boet sammen i flere aar.
Og ja, det virker helt grotesk fra vores synspunkt, men de synes sikkert vi er nogle loesslupne hippies 😉