fisker & fernández

Det ender da med, at vi kun skal have shorts med. Nu holder i de fingre krydset, og så snakker vi ikke mere om vejret!

Tra la laj la laj…

Når vi er i Écija, oplever jeg ofte noget, som får mig til at føle, at jeg er fanget i en tidslomme. Mange ting foregår bare ikke som ude i den omgrænsende vestlige verden.
For at bo sammen med sin kæreste skal man være gift. For at blive gift skal man have råd til et bryllup (med omkring 200-300 gæster), til at købe en lejlighed og alt hvad der følger i kølvandet på sådan en; spritnye møbler, køkkenudstyr, håndklæder, sengelinned og så videre. Indtil der er kapital til det voksne liv, bor de forelskede parter hjemme ved deres respektive familier (sammen med alle de andre søskende, som også sparer op til at blive gift). Måske bor bedstemor der også, for bedstefar er her ikke mere og det bliver jo sværere at klare sig selv med alderen, og så laver hun jo alligevel mad til hele familien hver dag, så hvorfor ikke. Når lejligheden er ved at være færdigrenoveret, møbleret og klar til at flytte ind i, så sætter man en dato for brylluppet. Den dato kan godt ligge et stykke ude i fremtiden, et bryllup planlægger man jo ikke på to uger. Flytter man så ind i den nye lejlighed, mens man planlægger og venter på at datoen skal oprinde? Nej, for man skal jo være gift for at bo sammen. Ting til sin tid.

En ting er sikkert, der er ikke nogen, som gør noget forhastet i Écija. Der er struktur og mening med det hele. Men jeg forstår simpelthen ikke, at man efter 10 år som ungdomskærester, så pludselig skal bo sammen uden at have prøvet det før. Tænk hvis man synes ens kæreste er en rigtig gris, som er blevet opvartet af sin mor hele livet, og som slet ikke ved, hvordan man vasker op eller stryger… Eller rydder op efter sig selv for den sags skyld.

Et eller andet sted er jeg utrolig glad for, at min svigerfamilie ikke er fanget dybt nede i den tidslomme.

Nedtællingen til første etape af vores sommerferie er begyndt. Vi rejser til Aalborg på fredag og minsandten om ikke det ser ud til at lykkes i år. Den danske sommer altså. Indtil videre ser det ganske upåklageligt ud. Jeg holder øje, men har en formodning om, at jeg nok kommer til at jinx’e vejrudsigten, så den kommer til at stå på regn og yatzy i udestuen hele ugen.

Weekenden i Écija var en stor fest. Vi var til barnedåb i 12 timer lørdag aften-nat-morgen. Der var over 100 mennesker (tro mig det var kun den nærmeste familie og enkelte venner). Familien (faren) er spanske sigøjnere, som ofte er kæmpe store familier, hvor din kusine også kunne være din svigerinde. I Écija (og mange andre steder i Spanien) skælner man mellem at være kastillisk (eller galisisk, katalansk, baskisk, etc.) eller sigøjner. Oftest er der en hel klar opdeling mellem de to grupper. Ikke at de er fjender, men der bliver set ned på hinanden fra begge sider. En underlig opdeling, som aldrig har været eller bliver anderledes.

Jeg er vist allerede gået i ferie-mode. I hvert fald er det svært at koncentrere sig om arbejdet i disse dage. Jeg drømmer om Kattegatstrande, stegte rødspætter og kartoffelmadder. Fredag er der heldigvis helligdag her i Madrid, så der er kun to dage tilbage at drømme i. Det bliver så godt!

Fernández har fødselsdag i starten af september. Jeg har lige købt hans fødselsdagsgave, fordi man skulle være hurtig, men den er altså hemmelig lidt endnu. Jeg kan afsløre, at det bliver vildt!

Om lidt kører vi syd på. Der er jo både en tandlæge og en barnedåb, som venter. Ha’ en god weekend!

Vi skal til Écija i weekenden. På fredag kl. 20.30 har min svigermor fået mig klemt ind til en tid ved tandlægen. Jo, jo, der er skam åbent til kl. 21. Jeg har vist aldrig prøvet at være til tandlægen på den sene side af kl. 15 før. Og så på en fredag.
På lørdag  skal vi være i kirken til barnedåb kl. 19.30. Foraldrene ville gerne have lagt dåben senere på aftenen (sådan lidt i forhold til varmen og den efterfølgende fest), men det ville præsten ikke gå med til. Han gider åbenbart ikke sådan noget natteroderi.

Det må da siges at være totalt Spanish style. Altså tidspunkterne.

Jeg har altid gjort en dyd ud af at tage godt med solcreme på. Jeg køber endda altid ansigtscreme og make up med UV-filter i, som jeg bruger året rundt. Jeg er overbevist om, at vi slet ikke ved, hvilke skader solens stråler kan gøre på os, hvis vi ikke passer på. Eller det vil sige, at vi inderst inde godt ved det, men skider højt og helligt på det, fordi vi hellere vil være overdrevent brune. Jeg har i flere år sværget til Lancaster, som uden tvivl er den bedste solcreme, jeg nogensinde har brugt. Men den er også dyr. Ikke så dyr i Spanien som i Danmark, men stadigvæk pænt dyr for hvad det er.

I år har jeg har jeg taget et andet mærke i brug. Det er nemlig allergitestet og fås kun på apoteket hernede. Faktortallet er blevet højere og prisen er helt i orden. Jeg tror, at jeg denne sommer har fået mere for pengene. Faktisk stod jeg og vævede mellem faktor 25 og faktor 40. Jeg kunne ikke helt gennemskue om faktor 40 nu også var lidt overdrevet. Jeg endte med de 25, hvorefter apotekeren var så rar at give mig op til flere prøver af faktor 40 og 50, som jeg så kan bruge til ansigtet.

Det kan man da kalde god service. Måske mente hun, at hun havde et medansvar efter at have kaldt mig bleg… Jeg er ikke bleg!

I den kommende uge begynder sommerskemaet på mit arbejde. Det betyder, at vi møder kl. 8 og går hjem kl. 15 uden at holde pause. Dette års sommerskema er noget bedre end sidste år. Heldigvis. Dog skal jeg stadig i gang med at udtænke små snacks for at overleve arbejdsdagen, men det er en helt anden side af sagen.
Jeg begynder at glæde mig til eftermiddage i solen ved poolen, mens Fernández ser frem til de siestamuligheder, som sommerskemaet indbyder til.

Når Fernández og jeg engang i mellem suser til Andalusien, importerer vi altid molletes og tortas de manteca med tilbage til Madrid. Disse er sydspanske morgenmadsspecialiteter, som visse madrilenere og andre spaniere end ikke ved eksisterer.

Molletes er boller, som vi luner vi i ovnen og spiser med blendet tomat og olivenolie. Eller det vi sige, at jeg gør. Fernández foretrækker paté, som vist er et trick for dem, som ikke kan lide tomat. Tortas de manteca er flade, fede brød, som varmes på brødristeren. Det er helt legalt, faktisk nærmest obligatorisk, at dyppe dem i kaffen.

Ovennævnte er hverdagskost. Lige nu drømmer jeg om danske, friskbagte rundstykker med krads kommenost på.

Der var fest på arbejdet i går. Det blev til noget med meget lidt at spise og en hel masse drinks. Læs: en helaftensforstilling, som har tæret på kræfterne i dag. Kontoret var fuld af klatøjede kollegaer. En dukkede aldrig op. Det var faktisk først da jeg for kort tid siden spiste et par Blue Jeans, at jeg følte mig som et helt menneske igen.

Nu er der heldigvis weekend.

Fernández og jeg har lige erhvervet os billetter til en længeventet ferie i det nordjyske. Vi flyver til Aalborg denne gang. Det blev en halvdyr affære, men så er Far Fisker også fri for at drøne hele vejen til Billund. Ryanair er vist begyndt at tro, at deres såkaldte lavprisbilletter er lavet af guld (vi snakker +500 EUR), så vi betaler lidt mere, tager turen omkring København, men lander tilgengæld i kort afstand tit opholdelsesstedet.

Jeg er sikker på, at det er alle pengene værd!