fisker & fernández

I dag var første arbejdsdag efter første etape af vores sommerferie. Det var ikke svært at komme op i morges. Tværtimod. Vi har haft den bedst tænkelige ferie i det nordjyske med alt hvad vi kunne tænke os; sol, sommer strand, familie og venner. Og så et helt nyt levende lille væsen.

Vi har hygget og snakket, fået set dem som glædeligt kommer og besøger os. Der var endda plads til et par snævert indpressede gensyn, som blev aftalt i sidste øjeblik. Slutningen blev lidt hektisk, men det gør ikke noget. Vi fik set dem vi skulle og det er alt, som betyder noget.

Jeg fik badet. Mange gange endda. Fernández var ikke til at lokke. Jeg tror kun, at t-shirten var af een gang, mens vi var på stranden. Der blæste mente han. Men han sad jo også i skyggen under parasollen.
Det føles som om, at vi har været væk i uendeligheder. Vores blomster synes vist det samme. Stilheden fra sommerhuset er igen skiftet ud med en summende by. Men ikke længe. Der er flere planer i sækken.

Det hjalp. Vores ihærdige forsøg på at få lillebror til at ankomme. Han lå derinde og lyttede, gjorde han. SMS’en tikkede ind, som jeg pænt bad om. Lillebror ankom i pæn stand, mens mor var en smule medtaget. Heldigvis kunne der hurtigt rettes op på det.

Vi drønede ud til den lille familie i den lille landsby, og fik ham at se. Han er dejlig. Stor og tilfreds. Næste gang vi ser ham, kan vi nok slet ikke kende ham.

Vi har ventet, kaldt på den, banket på. Den er et par dage for sent på den.

Jeg er overbevist om, at min tilstedeværelse kombineret med et par tricks involverende en kop grøn Earl Grey te og en kold godnatbajer vil gøre udslaget. Det gjorde det i hvert fald sidste gang. Tror vi nok. Så jeg forventer, at få en sms i morgen formiddag med lykkelige nyheder!

Hele dagen er brugt i Parque Warner. Det er ikke kun den lille herre, som er rød i kinderne og godt brugt. Det er vi allesammen. Vi har prøvet alt, hvad der overhovedet var at prøve, og det er ikke så lidt igen.

Der var heldigvis noget for enhver alder. Nu ved den lille herres mor og jeg, hvordan det er at være superhelte. Superman og Batman for at være helt præcis. Vi blev luftet godt igennem…

Min eftermiddag kommer til at foregå ved poolen med en kold cola som selskab. Nu hvor solen og varmen endelig gør væsen af sig, skal det udnyttes på det groveste. Men så skal der også skrues op for rengøringstempoet, når solen er forsvundet. Gæsternes første indtryk af Spanien skal ikke være vores nullermandslandskab…

Det lykkedes! Vejret holdt og vi fik en weekend og mere til med sol og forår i København. Det kunne ikke have været bedre end denne sidste weekend i april. Lørdag stod på turistede indslag som kanalrundfart og frokost i Nyhavn. Fernández havde aldrig oplevet København og jeg er en nordjyde med udlængsel, som har større erfaring med London, New York og Madrid end min egen hovedstad, så hvad bedre end at se den lidt nedefra. Og hvad mere er, så fik vi The Kirk Elkjærs’ første skud på stammen indviet i Københavns historie set fra vandsiden.

Efter en god, lang eftermiddag måtte vi hjem og have benene op. Nogle sneg sig til at lure den en lille time, mens andre blev underholdt til den store guldmedalje af vel nok landets sødeste pige. Sådan et par store blå øjne smelter et hvert hjerte. Specielt spanske mandehjerter…

Eftermiddagslureren mandede sig op efter et velfortjent hvil og tryllede hjemmelavet pasta og flødesauce frem i køkkenet, mens hans hustru senere tryllede Morten Heibergs chokoladekage frem. Vi spiste nærmest til vi sprak.

Prøv lige at spørge om jeg glæder mig! Fernández og jeg rejser til København på fredag. En kort tur eller en lang weekend (det er som man ser det), som både inkluderer venner, sightseeing, barnedåb og Hr og Fru Fisker. Det kan da ikke blive andet end godt!

Og regn, du holder dig bare langt væk (så som for eksempel Spanien…)

Jeg har en god veninde, som jeg har kendt hele mit liv, man kan vist sige, at hun kender mig på godt og ondt. Hun er lige så meget nordjyde, som jeg selv er, men bor på Amager. Hun tænker altid på mig på de hyggeligste måder. Til min fødsesldag bestod gaven af et potpourri af de ting, jeg elsker. I sidste uge sendte hun mig DVD-filmene Zappa og Kundskabens Træ, bare fordi hun vidst jeg ville elske dem, og fordi de mindede hende om mig og de mange gange, vi har set filmene sammen gennem årene. Efter hun fandt ud af, at jeg var kommet galt afsted og fanget på min sofa i et pænt stykke tid, sprang hun minsandten med sin 7 ½ måned gravide mave ned på posthuset, og sendte mig endnu en DVD-film, nemlig Oh Happy Day, som jeg aldrig har fået set. Hun er altså dejlig, hende den strandede hval fra Amager…

Men tøserne endnu var her (og anklen ikke var brækket) tog vi på opdagelse på Estadio Santiago Bernabéu, som er Real Madrids hjemmebane i hjertet af Madrid. Stadionet har tidligere kunne huse over 120.000 tilskuere, men efter forskellige modifikationer er kapaciteten nede på omkring 80.000 tilskuere. Det er et enormt bygningsværk, som er sjov og interessant at se, også selvom man ikke er interesseret i fodbold. Udover turen rundt på stadion, prøvesidning på udskiftningspladserne og gennemsyn af omklædningsrummet inkluderer rundturen også en rejse gennem Real Madrids imponerende fodboldhistorie. Der er blandt andet rig mulighed for at stå og falde lidt i svime over Michael Laudrup og Luis Figo eller se en masse kæmpe store pokaler, hvis det sådan noget man er til.

Fernández og jeg har tidligere været inde på Bernabéu og se Real Madrid spille samt landskampen mellem Spanien og Danmark i marts. Rent faktisk skulle vi på lørdag have været inde og se Spanien-Sverige, men de billetter er, af skrumlende årsager, sat til salg. Nogen købere…?

Mens tøserne var på besøg, havde vi planlagt en dag ud af byen, nemlig til Segovia, som ligger ca. 100 km nord for Madrid i Castilla y León. Efter en noget forlænget køretur (Fernández mente at GPS’en snød os) ankom vi skrupsultne til Segovia. Inden opdagelserne kunne begynde skulle sulten selvfølgelig stilles.

Den gamle del af Segovia er et UNESCO World Heritage Site, først og fremmest på grund af byens yderst velbevarede akvædukt, men også på grund af byens gotiske katedral fra 1600-tallet og byens borg fra 1100-tallet. Akvædukten er et at de bedst velbevarede romerske monumenter på den iberiske halvø. Dens formål var at transportere vand fra bjergene og til byen.
Den gamle bydel minder til dels om Toledo (eller også er det omvendt) med små stræder, kirker, monumenter og butikker med souvenirs, middelaldereffekter og keramik. Segovia er, ligesom Toledo, en rigtig hyggelig landsby at tilbringe dagen i. Der er bestemt ingen tvivl om, at historiens stærke vingesus regerer her.