Jeg har lige set en gammel knark uden alt for mange tænder i munden balancere med en kost på hagen, mens han malkede en ko i et talentshow i fjernsynet. Bagefter balancerede han med et gigantisk kors lavet af tomme sodavandskasser på hagen. Jeg er helt tom for ord…
Nå, men jeg skal vist også til at i bad og sådan. Ikke mere tossekasse til mig…
Vi skal til Écija i weekenden. På fredag kl. 20.30 har min svigermor fået mig klemt ind til en tid ved tandlægen. Jo, jo, der er skam åbent til kl. 21. Jeg har vist aldrig prøvet at være til tandlægen på den sene side af kl. 15 før. Og så på en fredag.
På lørdag skal vi være i kirken til barnedåb kl. 19.30. Foraldrene ville gerne have lagt dåben senere på aftenen (sådan lidt i forhold til varmen og den efterfølgende fest), men det ville præsten ikke gå med til. Han gider åbenbart ikke sådan noget natteroderi.
Det må da siges at være totalt Spanish style. Altså tidspunkterne.
I den kommende uge begynder sommerskemaet på mit arbejde. Det betyder, at vi møder kl. 8 og går hjem kl. 15 uden at holde pause. Dette års sommerskema er noget bedre end sidste år. Heldigvis. Dog skal jeg stadig i gang med at udtænke små snacks for at overleve arbejdsdagen, men det er en helt anden side af sagen.
Jeg begynder at glæde mig til eftermiddage i solen ved poolen, mens Fernández ser frem til de siestamuligheder, som sommerskemaet indbyder til.
Fernández og jeg blev kørt hjem i dag af en taxichauffør med langt, glat hår, en kæmpe hvid sixpence og brune lædercykelhandsker på. Han hang halvvejs ude af sidevinduet, mens han kørte og der var tunet godt op for den klassiske musik, og så tror jeg han havde et dyttetic. Hornet fik i hvert fald ikke for lidt, men det var små, blide dyt. Det var nu meget fornøjeligt og nærmest lidt uvirkeligt.
Jeg er under reparation i dag. Genetablering om man vil. Jeg har sovet længe, meget længere end jeg troede, jeg var i stand til. Men vi kom også pænt sent i seng. Min trofaste følger har hele dagen været forstøveren. Et koldt pift eller to, når varmen bliver alt for tung og kvalm, gør underværker. Ikke kun på en krop, som er under reparation. Faktisk er forstøveren fast inventar ved poolen og på terrassen i de varme sommermåneder. Det er er trick, jeg har lært af spanierne; man køler sig ned med vand, når det er varmt. De griner af os nordboer, som konsekvent lader os stege røde hele dagen i solen.
Vi har rullet markisen ned. Vi trænger til skygge i dag. Aftensolen og solnedgang bag bjergene er smukke syn, som hver dag byder på farveksplosioner, som jeg ikke vidst eksisterede. I dag er det skyggen, som vinder og en sval terrasse er faktisk slet ikke af vejen.
Om lidt kommer her gæster. Spanien spiller EM-kvartfinale mod Italien. Sikke en weekend.
Bedst som man troede, at man skulle bruge weekenden til at tage årets megaslapper og nyde solen, blev weekenden pludselig fyldt op med planer.
I eftermiddags var der party på tagterrassen på mit arbejde. Den foregik i noget, der var tæt på de 40 grader. Vældig hyggeligt, men alt for varmt. Fernández og jeg nåede lige et pitstop ved poolen, inden vi blev lokket ud, af vores tidligere roomies - nu naboer, til en omgang iskold sangría og lækre tapas. Vi er lige trisset hjem i duften af jasminbuske i tropenatten.
I morgen skal vi til en vaskeægte, gammeldags byfest. Sådan en med tivoli, øltelte og andet god lir. En fælles kollega fylder år, og samtidig er der byfest i den landsby, hvor han bor uden for Madrid. Det bliver tilsyneladende en marathonfest med koncert, mad og drikkelse.
Søndag skal der slappes af…
Min dag i går fik mig til at tænke på, hvor forskellig den spanske hverdag er fra den danske. Den spanske dag er lang, og det meste af den foregår uden for hjemmet. Min dag, som ikke skiller sig forfærdeligt meget ud fra de andre, så sådan ud:
Kl. 8 - Vækkeuret ringer
Kl. 9 - Møder ind på arbejdet
Kl. 14 - Frokostpause med indlagt lur
Kl. 16 - Tilbage på kontoret
Kl. 18.30 - Afsted til motionscentret
Kl. 19 - Pumptimen starter med et drøn
Kl. 20 - Videre til en times pilates
Kl. 21.30 - Ud af badet og hjem
Kl. 21.45 - Der ligges an til Spaghetti Bolognese
Kl. 22.15 - Indtagelse af ovenstående
Kl. 23.30 - Totalt udsplattet under dynen
Man lærer det. Det tager tid, og så er det lige pludselig en livsstil.
Fernández og jeg har siden vi flyttede i midten af februar måtte leve en smule old school. Vi har nemlig skulle få dagene til at gå uden internet. Man kan vel sige, at vi har taget os en gevaldig kold tyrker og fået øjnene op for, hvor afhængig man er af det stads. Alt i mens har vi ringet, skiftet operatør, ringet igen, og igen, ventet, undret os og håbet. Og så har vi suget på lappen ved de naboer, som endnu ikke har fået øjnene op for kryptering. Det er bare ikke holdbart i længden. Nu har vi endelig, langt om længe, modtaget en officiel bekræftelse på (skrift), at den 6. juni er dagen, hvor vi igen kan surfe derudaf.
Vi får se, i Spanien er der vist ikke noget, som er officiet før det har fundet sted…
Spaniere klapper, og de elsker at klappe. Ikke på den der lidt slatne ‘Skjuld gammel venskab rejn forgå’-måde. Spaniere klapper takter, forskellige takter som udgør rytmen. Det er en kunst i sig selv; tocar la palma. Jeg blev mindet om det i Écija i sidste weekend. Jeg er fascineret, og jeg glor, mens jeg suger til mig. Jeg har på fornemmelsen, at det ligger lidt i blodet, at man skal vokse op med det. Jeg lytter og lytter, og prøver at skille de forskellig klappetakter fra hinanden, men det kræver spidse ører. Fernández har i flere omgange forsøgt at forklare mig konceptet og de grundliggende principper, og hver gang dukker der flere mystisk spørgsmål om denne ikke så simple kunst. Jeg har måske tendensen til at spørge for meget eller for kryptisk, for Fernández’ mest yndet svar er, “sådan er det bare, det er lidt svært at forklare“. Jeg må glo og lytte noget mere, måske kommer det til mig en dag…
Parkeringsvagterne i Madrid strejker i denne uge. Det betyder gratis parkering i hele byen, hele ugen. Busstrejken var en anelse træls. Den her strejke er til at leve med en uges tid eller lidt mere…
Kloge ord udefra