fisker & fernández

Inden vi rejste til Danmark, var Fernández og jeg vældige enige om, at varmen i Danmark er superuudholdelig, fordi der nemlig er så fugtigt i Danmark. Der er jo hav rundt om hvert gadehjørne og lyset er også helt vildt skarpt. Der var også skide varmt i Danmark. Og fugtigt. Vi svedte helt vildt.
Men om jeg begriber, at man på en uge kan glemme, at selvom varmen måske ikke er fugtig, at der også er varmt i Madrid. Pissehamrende varmt. Hele dagen og hele natten.

Jeg vågnede alt for tidligt i dag. I hvert fald i forhold til, at der skulle forestille at være ferie. Måske var det sommerfuglene i maven, som vækkede mig. Nu er jeg under alle omstændigheder oppe. Fernández sover stadig som en sten, og det sikkert for et par timer endnu. Der er jo ferie. Jeg har lavet kaffe og sidder og nyder morgensolen over Madrid. Skraldemændene drøner forbi i en forfærdelig fart og larm, det gør de næsten hver morgen.

Jeg sidder og overvejer, om jeg skulle smutte en tur i motionscenteret, gå en frisk tur eller bare svømme lidt i poolen. Måske bliver det til noget. Måske ikke. Der er heldigvis ikke noget, som haster. Og vi har ferie. Og om lidt rejser vi til Danmark.

Når vi er i Écija, oplever jeg ofte noget, som får mig til at føle, at jeg er fanget i en tidslomme. Mange ting foregår bare ikke som ude i den omgrænsende vestlige verden.
For at bo sammen med sin kæreste skal man være gift. For at blive gift skal man have råd til et bryllup (med omkring 200-300 gæster), til at købe en lejlighed og alt hvad der følger i kølvandet på sådan en; spritnye møbler, køkkenudstyr, håndklæder, sengelinned og så videre. Indtil der er kapital til det voksne liv, bor de forelskede parter hjemme ved deres respektive familier (sammen med alle de andre søskende, som også sparer op til at blive gift). Måske bor bedstemor der også, for bedstefar er her ikke mere og det bliver jo sværere at klare sig selv med alderen, og så laver hun jo alligevel mad til hele familien hver dag, så hvorfor ikke. Når lejligheden er ved at være færdigrenoveret, møbleret og klar til at flytte ind i, så sætter man en dato for brylluppet. Den dato kan godt ligge et stykke ude i fremtiden, et bryllup planlægger man jo ikke på to uger. Flytter man så ind i den nye lejlighed, mens man planlægger og venter på at datoen skal oprinde? Nej, for man skal jo være gift for at bo sammen. Ting til sin tid.

En ting er sikkert, der er ikke nogen, som gør noget forhastet i Écija. Der er struktur og mening med det hele. Men jeg forstår simpelthen ikke, at man efter 10 år som ungdomskærester, så pludselig skal bo sammen uden at have prøvet det før. Tænk hvis man synes ens kæreste er en rigtig gris, som er blevet opvartet af sin mor hele livet, og som slet ikke ved, hvordan man vasker op eller stryger… Eller rydder op efter sig selv for den sags skyld.

Et eller andet sted er jeg utrolig glad for, at min svigerfamilie ikke er fanget dybt nede i den tidslomme.

Nedtællingen til første etape af vores sommerferie er begyndt. Vi rejser til Aalborg på fredag og minsandten om ikke det ser ud til at lykkes i år. Den danske sommer altså. Indtil videre ser det ganske upåklageligt ud. Jeg holder øje, men har en formodning om, at jeg nok kommer til at jinx’e vejrudsigten, så den kommer til at stå på regn og yatzy i udestuen hele ugen.

Weekenden i Écija var en stor fest. Vi var til barnedåb i 12 timer lørdag aften-nat-morgen. Der var over 100 mennesker (tro mig det var kun den nærmeste familie og enkelte venner). Familien (faren) er spanske sigøjnere, som ofte er kæmpe store familier, hvor din kusine også kunne være din svigerinde. I Écija (og mange andre steder i Spanien) skælner man mellem at være kastillisk (eller galisisk, katalansk, baskisk, etc.) eller sigøjner. Oftest er der en hel klar opdeling mellem de to grupper. Ikke at de er fjender, men der bliver set ned på hinanden fra begge sider. En underlig opdeling, som aldrig har været eller bliver anderledes.

Jeg er vist allerede gået i ferie-mode. I hvert fald er det svært at koncentrere sig om arbejdet i disse dage. Jeg drømmer om Kattegatstrande, stegte rødspætter og kartoffelmadder. Fredag er der heldigvis helligdag her i Madrid, så der er kun to dage tilbage at drømme i. Det bliver så godt!

Når Fernández og jeg engang i mellem suser til Andalusien, importerer vi altid molletes og tortas de manteca med tilbage til Madrid. Disse er sydspanske morgenmadsspecialiteter, som visse madrilenere og andre spaniere end ikke ved eksisterer.

Molletes er boller, som vi luner vi i ovnen og spiser med blendet tomat og olivenolie. Eller det vi sige, at jeg gør. Fernández foretrækker paté, som vist er et trick for dem, som ikke kan lide tomat. Tortas de manteca er flade, fede brød, som varmes på brødristeren. Det er helt legalt, faktisk nærmest obligatorisk, at dyppe dem i kaffen.

Ovennævnte er hverdagskost. Lige nu drømmer jeg om danske, friskbagte rundstykker med krads kommenost på.

Der var fest på arbejdet i går. Det blev til noget med meget lidt at spise og en hel masse drinks. Læs: en helaftensforstilling, som har tæret på kræfterne i dag. Kontoret var fuld af klatøjede kollegaer. En dukkede aldrig op. Det var faktisk først da jeg for kort tid siden spiste et par Blue Jeans, at jeg følte mig som et helt menneske igen.

Nu er der heldigvis weekend.

Spanien vandt europamesterskabet i fodbold. Selvfølgelig gjorde de det. Sommeren bliver en lang fest. Heldigvis.

Fernández og jeg tilbragte det meste af weekenden i Écija. Der var varmt. Faktisk var der 40 grader, da vi ankom fredag aften kl. 22. Det var ikke meget vi fik for dagen. Vi sad mest bare i skyggen, drak lidt, spiste lidt. Jeg følte mig lidt ligesom solsikkerne; tørstig og lidt slatten i kanten.

Søndag blev tilbragt på landet i poolen. Folk var allerede ved at lade op til finalen, der blev øvet sange med ungerne, truttet og klappet. Fernández og jeg havde en mission, som var at nå til Madrid inden finalen gik i gang. Vi nåede det, mens andre måtte tilbringe denne historiske aften i vejsiden på en spansk motorvej. Bussen kunne ikke mere i varmen.

Vi var heldige, for vi kunne lukke varmen ude. Klimaanlægget gik for fulde drøn. Det var til at holde ud. Desværre tror jeg, at det fik sit tag i mig. Nakken er stiv og maven øm i dag, men det er der heldigvis råd for.

‘Vi kan’

Det er det spanske motto i kampen om EM. Om kort tid ved vi, om det falder ud til spansk fordel. Godt nok er jeg ikke spanier, men jeg må indrømme at det kildrer lidt i maven. Ikke helt som i ‘92, men vi er der henne af. Kom nuuuuuuu!

Lige nu er der ret varmt her i Madrid. I weekenden kører vi til Écija. Shit mand, får jeg helt lyst til at sige.

Fernández forsøgte her til morgen at bilde mig ind, at kirkeklokkerne siger ‘tulon tulon’. Tulon? Hvad? De siger da ding-dong. Det kunne han absolut ikke høre, at de gjorde.

Tulon… tsk tsk.

Vi har tidligere haft en lignende samtale som gik på, hvordan toget i metroen lyder, når det kører fra stationen.