fisker & fernández

Når vi er i Écija, oplever jeg ofte noget, som får mig til at føle, at jeg er fanget i en tidslomme. Mange ting foregår bare ikke som ude i den omgrænsende vestlige verden.
For at bo sammen med sin kæreste skal man være gift. For at blive gift skal man have råd til et bryllup (med omkring 200-300 gæster), til at købe en lejlighed og alt hvad der følger i kølvandet på sådan en; spritnye møbler, køkkenudstyr, håndklæder, sengelinned og så videre. Indtil der er kapital til det voksne liv, bor de forelskede parter hjemme ved deres respektive familier (sammen med alle de andre søskende, som også sparer op til at blive gift). Måske bor bedstemor der også, for bedstefar er her ikke mere og det bliver jo sværere at klare sig selv med alderen, og så laver hun jo alligevel mad til hele familien hver dag, så hvorfor ikke. Når lejligheden er ved at være færdigrenoveret, møbleret og klar til at flytte ind i, så sætter man en dato for brylluppet. Den dato kan godt ligge et stykke ude i fremtiden, et bryllup planlægger man jo ikke på to uger. Flytter man så ind i den nye lejlighed, mens man planlægger og venter på at datoen skal oprinde? Nej, for man skal jo være gift for at bo sammen. Ting til sin tid.

En ting er sikkert, der er ikke nogen, som gør noget forhastet i Écija. Der er struktur og mening med det hele. Men jeg forstår simpelthen ikke, at man efter 10 år som ungdomskærester, så pludselig skal bo sammen uden at have prøvet det før. Tænk hvis man synes ens kæreste er en rigtig gris, som er blevet opvartet af sin mor hele livet, og som slet ikke ved, hvordan man vasker op eller stryger… Eller rydder op efter sig selv for den sags skyld.

Et eller andet sted er jeg utrolig glad for, at min svigerfamilie ikke er fanget dybt nede i den tidslomme.

Nedtællingen til første etape af vores sommerferie er begyndt. Vi rejser til Aalborg på fredag og minsandten om ikke det ser ud til at lykkes i år. Den danske sommer altså. Indtil videre ser det ganske upåklageligt ud. Jeg holder øje, men har en formodning om, at jeg nok kommer til at jinx’e vejrudsigten, så den kommer til at stå på regn og yatzy i udestuen hele ugen.

Weekenden i Écija var en stor fest. Vi var til barnedåb i 12 timer lørdag aften-nat-morgen. Der var over 100 mennesker (tro mig det var kun den nærmeste familie og enkelte venner). Familien (faren) er spanske sigøjnere, som ofte er kæmpe store familier, hvor din kusine også kunne være din svigerinde. I Écija (og mange andre steder i Spanien) skælner man mellem at være kastillisk (eller galisisk, katalansk, baskisk, etc.) eller sigøjner. Oftest er der en hel klar opdeling mellem de to grupper. Ikke at de er fjender, men der bliver set ned på hinanden fra begge sider. En underlig opdeling, som aldrig har været eller bliver anderledes.

Jeg er vist allerede gået i ferie-mode. I hvert fald er det svært at koncentrere sig om arbejdet i disse dage. Jeg drømmer om Kattegatstrande, stegte rødspætter og kartoffelmadder. Fredag er der heldigvis helligdag her i Madrid, så der er kun to dage tilbage at drømme i. Det bliver så godt!

Når Fernández og jeg engang i mellem suser til Andalusien, importerer vi altid molletes og tortas de manteca med tilbage til Madrid. Disse er sydspanske morgenmadsspecialiteter, som visse madrilenere og andre spaniere end ikke ved eksisterer.

Molletes er boller, som vi luner vi i ovnen og spiser med blendet tomat og olivenolie. Eller det vi sige, at jeg gør. Fernández foretrækker paté, som vist er et trick for dem, som ikke kan lide tomat. Tortas de manteca er flade, fede brød, som varmes på brødristeren. Det er helt legalt, faktisk nærmest obligatorisk, at dyppe dem i kaffen.

Ovennævnte er hverdagskost. Lige nu drømmer jeg om danske, friskbagte rundstykker med krads kommenost på.

Fernández forsøgte her til morgen at bilde mig ind, at kirkeklokkerne siger ‘tulon tulon’. Tulon? Hvad? De siger da ding-dong. Det kunne han absolut ikke høre, at de gjorde.

Tulon… tsk tsk.

Vi har tidligere haft en lignende samtale som gik på, hvordan toget i metroen lyder, når det kører fra stationen.

Spanien har lige slået Rusland 4-1. Nu tror de lidt mere på det. Mesterskabet. Spaniere har en tendens til at være landsholdspessimistiske. De tror ikke rigtigt på det. Måske er det derfor Spanien aldrig vinder noget alligevel. De tror ganske enkelt ikke på det.
Måske skulle jeg lære dem lidt om roligans og danish dynamite. Vi har jo set, hvad det kan føre til. Og så må vi se om jeg nogensinde får dem forklaret, at når nu Danmark ikke kan være med, så er det bedst at Sverige vinder. Spaniere forstår ikke helt det skandinaviske broderskab.

I går købte jeg blæksprutte. Helt nøjagtigt en arm. Fiskehandleren skærer af den hele blæksprutte, som man beder ham om. En arm passer vist godt til to. Havde det ikke været for Fernández havde jeg aldrig nogensinde sat mine tænder i sådan en krabat. Jeg anede nok slet ikke, at der var folk i civilsationen, som spiste arme.

Blæksprutten har sugekopper. De suger lidt, hvis man sætter fingerspidsen på. Men det gør man jo ikke, for det er forbudt at lege med maden! Men jeg kan ikke lade være. Den er så sjov, denne lilla krusedulle.

Om lidt skærer jeg den i skiver og overhælder den med verdens bedste olivenolie, tilsætter et par kogte kartofler og paprika. Så er det ind i ovnen, indtil den er varm.

Min dag i går fik mig til at tænke på, hvor forskellig den spanske hverdag er fra den danske. Den spanske dag er lang, og det meste af den foregår uden for hjemmet. Min dag, som ikke skiller sig forfærdeligt meget ud fra de andre, så sådan ud:

Kl. 8 - Vækkeuret ringer
Kl. 9 - Møder ind på arbejdet
Kl. 14 - Frokostpause med indlagt lur
Kl. 16 - Tilbage på kontoret
Kl. 18.30 - Afsted til motionscentret
Kl. 19 - Pumptimen starter med et drøn
Kl. 20 - Videre til en times pilates
Kl. 21.30 - Ud af badet og hjem
Kl. 21.45 - Der ligges an til Spaghetti Bolognese
Kl. 22.15 - Indtagelse af ovenstående
Kl. 23.30 - Totalt udsplattet under dynen

Man lærer det. Det tager tid, og så er det lige pludselig en livsstil.

I Benidorm bygger man opad og ikke indad. Her er tårnhøje bygninger langs med stranden langt ud i horisonten. Her er mange mennesker, og der hersker overhovedet ingen tvivl om, hvem størstedelen er. Jeg vil faktisk vove at påsta, at de har invaderet stedet. Og de hygger sig på, deres helt egen måde, det er tydeligt.
Dagens vejr startede rigtigt dårligt. Med regnbyer. Fernández og jeg trodsede dem, og gik en tur langs stranpromenaden, og pludselig åbnede skyerne sig og solen kom frem. Vi lavede et hurtigt badetøjsskift og plantede os solidt midt på stranden. Efter et par timer gik vi op til en af strandrestauranterne og bestilte en kæmpe paella de maricso og en kande sangría.

Vi er jo i Comunidad Valenciana, paellaens hjemstavn, så det kunne ikke være andeledes. Det smagte fantastisk. Vi spiste til vi sprak, og der var stadig mere ris i panden. Med topmave trillede vi ned på stranden og finlurede lidt, mens vi fik dagens sidste sol med.
Nu står den på Melodi Gran Prix. Vi er simpelthen nødt til at se, om Spaniens tåbelige, men vældigt iørehængende indslag slår Danmarks.

Spaniere klapper, og de elsker at klappe. Ikke på den der lidt slatne ‘Skjuld gammel venskab rejn forgå’-måde. Spaniere klapper takter, forskellige takter som udgør rytmen. Det er en kunst i sig selv; tocar la palma. Jeg blev mindet om det i Écija i sidste weekend. Jeg er fascineret, og jeg glor, mens jeg suger til mig. Jeg har på fornemmelsen, at det ligger lidt i blodet, at man skal vokse op med det. Jeg lytter og lytter, og prøver at skille de forskellig klappetakter fra hinanden, men det kræver spidse ører. Fernández har i flere omgange forsøgt at forklare mig konceptet og de grundliggende principper, og hver gang dukker der flere mystisk spørgsmål om denne ikke så simple kunst. Jeg har måske tendensen til at spørge for meget eller for kryptisk, for Fernández’ mest yndet svar er, “sådan er det bare, det er lidt svært at forklare“. Jeg må glo og lytte noget mere, måske kommer det til mig en dag…

Centrum næsten flød over med mennesker i dag. Jeg ankom til Plaza Mayor og stødte ind i en gruppe chulapas, som jeg lige havde set synge viser på direkte TV der hjemme. De sang stolt om at være madrilener og om byens charme.

Alle steder på Plaza Mayor var der nogen, som ville sælge noget. Kunst, blomster, mad og legetøj. En chulapo solgte vafter med chokoladeovertræk. Jeg er sikker på, at d. 15. maj er dagen hvert år, hvor han både tjener til sommerferien og julegaverne, for vaflerne er et traditionelt indslag i San Isidro-festen, de gik som varmt brød og kostede en mindre bondegård.

I teorien skulle alle butikker i Madrid by være lukket i dag, men omkring Puerta del Sol, som er det geografiske centrum af den iberiske halvø og dermed Madrid, var der åbent. Jeg fik handlet lidt ind i El Corte Inglés, som vel nok er Spaniens svar på Magasin, så Fernández og jeg ikke går sultne i seng. Sjovt nok ender rulletrappen fra supermarkedet lige midt i parfumeriafdelingen. Det betød selvfølgelig, at jeg gik derfra med noget, jeg helt havde glemt, at jeg manglede…
I morgen kalder en kort fredag på arbejdet, hvor efter vi kører til Écija. Vi skal ned og høre alt om det kommende brudepars planer.