fisker & fernández

Når vi er i Écija, oplever jeg ofte noget, som får mig til at føle, at jeg er fanget i en tidslomme. Mange ting foregår bare ikke som ude i den omgrænsende vestlige verden.
For at bo sammen med sin kæreste skal man være gift. For at blive gift skal man have råd til et bryllup (med omkring 200-300 gæster), til at købe en lejlighed og alt hvad der følger i kølvandet på sådan en; spritnye møbler, køkkenudstyr, håndklæder, sengelinned og så videre. Indtil der er kapital til det voksne liv, bor de forelskede parter hjemme ved deres respektive familier (sammen med alle de andre søskende, som også sparer op til at blive gift). Måske bor bedstemor der også, for bedstefar er her ikke mere og det bliver jo sværere at klare sig selv med alderen, og så laver hun jo alligevel mad til hele familien hver dag, så hvorfor ikke. Når lejligheden er ved at være færdigrenoveret, møbleret og klar til at flytte ind i, så sætter man en dato for brylluppet. Den dato kan godt ligge et stykke ude i fremtiden, et bryllup planlægger man jo ikke på to uger. Flytter man så ind i den nye lejlighed, mens man planlægger og venter på at datoen skal oprinde? Nej, for man skal jo være gift for at bo sammen. Ting til sin tid.

En ting er sikkert, der er ikke nogen, som gør noget forhastet i Écija. Der er struktur og mening med det hele. Men jeg forstår simpelthen ikke, at man efter 10 år som ungdomskærester, så pludselig skal bo sammen uden at have prøvet det før. Tænk hvis man synes ens kæreste er en rigtig gris, som er blevet opvartet af sin mor hele livet, og som slet ikke ved, hvordan man vasker op eller stryger… Eller rydder op efter sig selv for den sags skyld.

Et eller andet sted er jeg utrolig glad for, at min svigerfamilie ikke er fanget dybt nede i den tidslomme.

Nedtællingen til første etape af vores sommerferie er begyndt. Vi rejser til Aalborg på fredag og minsandten om ikke det ser ud til at lykkes i år. Den danske sommer altså. Indtil videre ser det ganske upåklageligt ud. Jeg holder øje, men har en formodning om, at jeg nok kommer til at jinx’e vejrudsigten, så den kommer til at stå på regn og yatzy i udestuen hele ugen.

Weekenden i Écija var en stor fest. Vi var til barnedåb i 12 timer lørdag aften-nat-morgen. Der var over 100 mennesker (tro mig det var kun den nærmeste familie og enkelte venner). Familien (faren) er spanske sigøjnere, som ofte er kæmpe store familier, hvor din kusine også kunne være din svigerinde. I Écija (og mange andre steder i Spanien) skælner man mellem at være kastillisk (eller galisisk, katalansk, baskisk, etc.) eller sigøjner. Oftest er der en hel klar opdeling mellem de to grupper. Ikke at de er fjender, men der bliver set ned på hinanden fra begge sider. En underlig opdeling, som aldrig har været eller bliver anderledes.

Jeg er vist allerede gået i ferie-mode. I hvert fald er det svært at koncentrere sig om arbejdet i disse dage. Jeg drømmer om Kattegatstrande, stegte rødspætter og kartoffelmadder. Fredag er der heldigvis helligdag her i Madrid, så der er kun to dage tilbage at drømme i. Det bliver så godt!

Fernández har fødselsdag i starten af september. Jeg har lige købt hans fødselsdagsgave, fordi man skulle være hurtig, men den er altså hemmelig lidt endnu. Jeg kan afsløre, at det bliver vildt!

Om lidt kører vi syd på. Der er jo både en tandlæge og en barnedåb, som venter. Ha’ en god weekend!

Vi skal til Écija i weekenden. På fredag kl. 20.30 har min svigermor fået mig klemt ind til en tid ved tandlægen. Jo, jo, der er skam åbent til kl. 21. Jeg har vist aldrig prøvet at være til tandlægen på den sene side af kl. 15 før. Og så på en fredag.
På lørdag  skal vi være i kirken til barnedåb kl. 19.30. Foraldrene ville gerne have lagt dåben senere på aftenen (sådan lidt i forhold til varmen og den efterfølgende fest), men det ville præsten ikke gå med til. Han gider åbenbart ikke sådan noget natteroderi.

Det må da siges at være totalt Spanish style. Altså tidspunkterne.

Når Fernández og jeg engang i mellem suser til Andalusien, importerer vi altid molletes og tortas de manteca med tilbage til Madrid. Disse er sydspanske morgenmadsspecialiteter, som visse madrilenere og andre spaniere end ikke ved eksisterer.

Molletes er boller, som vi luner vi i ovnen og spiser med blendet tomat og olivenolie. Eller det vi sige, at jeg gør. Fernández foretrækker paté, som vist er et trick for dem, som ikke kan lide tomat. Tortas de manteca er flade, fede brød, som varmes på brødristeren. Det er helt legalt, faktisk nærmest obligatorisk, at dyppe dem i kaffen.

Ovennævnte er hverdagskost. Lige nu drømmer jeg om danske, friskbagte rundstykker med krads kommenost på.

Spaniere klapper, og de elsker at klappe. Ikke på den der lidt slatne ‘Skjuld gammel venskab rejn forgå’-måde. Spaniere klapper takter, forskellige takter som udgør rytmen. Det er en kunst i sig selv; tocar la palma. Jeg blev mindet om det i Écija i sidste weekend. Jeg er fascineret, og jeg glor, mens jeg suger til mig. Jeg har på fornemmelsen, at det ligger lidt i blodet, at man skal vokse op med det. Jeg lytter og lytter, og prøver at skille de forskellig klappetakter fra hinanden, men det kræver spidse ører. Fernández har i flere omgange forsøgt at forklare mig konceptet og de grundliggende principper, og hver gang dukker der flere mystisk spørgsmål om denne ikke så simple kunst. Jeg har måske tendensen til at spørge for meget eller for kryptisk, for Fernández’ mest yndet svar er, “sådan er det bare, det er lidt svært at forklare“. Jeg må glo og lytte noget mere, måske kommer det til mig en dag…

Min svoger, Fernández’ storebror, ringede i formiddags. Han skal giftes med sin udkårne gennem 14 år. Han friede for halvandet år siden. I weekenden blev datoen sat. Brylluppet skal stå i september. Poquito a poco, lidt efter lidt, som man siger på spansk. Og så giver vi den gas til slut skal jeg love for. Det bliver bare så godt!

Vaer tapper! Saadan lyder tilraabene paasken igennem til de mange costaleros og indmellem ogsaa costaleras, som tappert baerer procesionerne gennem mange af Spaniens byer. Hver sin by med hver sine traditioner. Mange gange foregaar det om natten i flere timer i traek paa brosten med bare foedder. Man skal vaere tapper, for at holde modet oppe.

Nogle procesioner foregaar i komplet stilhed, andre med stort orkester. Til sidst er der de messende, som El Cristo del Confalón paa billedet. En baerer raaber, viva el Confalón, mens resten af baererne svarer ham med smaa konstante viva! Fernández, hans broedre og far er alle gamle costaleros. Der eksisterer en helt klar indforstaaethed blandt folk, som aar efter aar, har travet gaderne tynde med saa mange kilo paa hovedet eller skulderen.
Naar man starter, i slutningen af teenageaarene, som costalero, starter de fleste med at baere jomfruen. Aar efter aar stiger man i graderne og man faar lov til at baere Jesusfiguren, som tilsyneladende for mange har mere status end jomfruen.

Hver aar op til paaske er vejret et yndet samtaleemne. Det er nemlig essentielt for procesionerne at det ikke regner. Hvis der paa forhaand er meldt regnvejr bliver den individuelle procesion aflyst eller udskudt et par timer med haab om opklaring. Skulle det, som det var tilfaeldet denne paaske i Écija, begynde at regne midt i et optog laegger naermeste kirke hus til indtil regnen er drevet over. Écija er en stoerre landsby med omkring 40.000 indbyggere og ikke mindre end 13 kirker, saa skulle uheldet vaere ude, er der ikke langt til den naerste port og dermed toervejr.
For nogle aar tilbage var paasken for mig lig med sommerhus, frokoster og fester. Selvom paasken i disse tider er ved at miste sin egenlige betydning og vel nok i princippet handler mere om et par fridage, saa synes jeg, at det er en god maade at genopleve den paa. Ogsaa selvom man ikke er religioes. Man bliver mindet om, hvad den egentlig handler om, og hvorfor den er saa vigtig for saa mange mennesker verden over. Sidst men ikke mindst er det beundringsværdigt, at en saa gammel skik bliver holdt i haevd med saa stor stolthed og engagement. Jeg bliver ved med at komme tilbage…

Lige om lidt gaar det sydover. Jeg har forsoegt at vaere totalt produktiv i dag, men tankerne om ferie og besoeg af Hr og Fru Fisker lige efter paaske har skruet gevaldigt ned for tempoet. Lidt har jeg dog faaet fra haanden.
Vi koerer til paaskens andet mekka (hvis man overhovedet kan skrive det?) Andalusien, hvor vi skal vi skal trave naetterne tynde, mens vi ser de karakteristiske katolske processioner. Selvom jeg ikke er hverken decideret religioes eller katolsk for den sags skyld er der noget meget rammende og fascinerende over processionerne. Det eneste jeg beder om, er at regnen holder sig borte, for ellers bliver der ikke rigtigt paaske, der hvor vi skal hen.

Ha’ en en dejlig paaske!

Melchor, Gaspar og Baltasar havde en morgenkåbe med til mig. Det var lige præcis den morgenkåbe, som jeg havde ønsket mig, og som jeg altid har drømt om, men aldrig har haft (jeg havde givet dem et par småhints). Den har små lyserøde blomster og fine kantebånd, og så er den quiltet. Ikke noget med flonel eller frotté, nej quilt. Det er faktisk sådan lidt retrostil over den. Det vil sige, at hvis jeg tilmed gik rundt med curlere i håret, ville jeg slet ikke se mærkelig ud, det er faktisk som om de mangler lidt, når jeg ser mig selv i spejlet. Fernández griner af mig, hver gang jeg tager den på, det gør jeg nemlig tit. Han har sjældent se nogen være så glad for en morgenkåbe. Men jeg har nu heller aldrig været så glad for en morgenkåbe før.