I Spanien har man ikke et dørhåndtag på fordøren (kun på indersiden…), men i stedet en dut lidt nede, midt på døren, som man kan hive døren i med. Hver gang jeg går ud af fordøren, slår jeg huller i luften for at finde det dørhåndtag, som aldrig har været der.
Kan man overhovedet slippe af med sådan en vane, eller skal jeg leve med Fernández’ himlende øjne og grin resten af mine dage?
Åh, jeg kan se dig for mig, mens du står der og slår huller i luften *fnis*!
Jeg har lige læste om en metode til at blive fri for vaner i bladet ‘Psykologi’. Man tager en elastik om håndleddet og giver sig selv et svirp hver gang. Så skulle vanen forsvinde af sig selv …
Madame, det sker hver gang og jeg undrer mig lige meget over, hvor hulen haandtaget er… Jeg maa have fat i en pose elastikker og indfoere selvafstraffelse
AV av , ikke straffe dig selv
Eller jo, det skal nu nok, for en sådan vane er nok næsten umulig at slippe af med.
Joan, jeg kommer nok aldrig helt af med den… Saa er der jo ogsaa noget at grine af
JA!
Nu kom jeg da til at fnise lidt for mig selv, for jeg måtte lige ud og åbne døren og se efter om vi har “dut” eller håndtag, og vi har sørme også “dutter”, men det må åbenbart ikke være noget problem så er jeg da fri for elastikmetoden
Tina, jeg fornemmer du kender til sagen… Kan man eller kan man ikke?
Lene, jamen saa er det muligt at glemme alt om yderhaandtag. Ting tager tid