fisker & fernández

Fernández og jeg drog afsted tidligt om morgenen i den tro, at vi ville slå de mange strandhungrende madrilenere med flere timer på motorvejen til Murcia. Der var ikke et øje på gaden, da vi kørte hjemmefra klokken syv torsdag morgen. Da vi drejede ned på A3 motorvejen mod Valencia, så vi, hvor omtrent halvdelen af Madrid opholdt sig. I kø på mortorvejen med retning ud af byen klokken syv om morgenen! Der var ikke andet at gøre end at sætte os godt til rette med god musik, sandwiches og juice klar. Vi ankom til La Manga efter syv stive timer, hvortil det skal siges, at turen normalt tager fire.

Vi fandt hurtigt ud af, at hotellets beliggenhed ikke kunne være meget bedre. Det lå nemlig ude på en klippe midt i havet, og var derfor omgrænset af lyseblåt Middelhav. Selv på parkeringpladsen og når man lå ved poolen var der havudsigt.
Dagene blev nydt dels på stranden og dels poolside. Selvfølgelig blev der også bestilt og konsumeret en paella de marisco. Intet mindre kan gøre det, når man er på strandferie. Fredag var der kraftig levante, østenvind, så Middelhavsstranden var en anelse opblæst. Derfor benyttede vi os af stranden på den anden siden af tangen, som vender ud til Mar Menor, hvor der var læ. Vandet her skulle have en gennemsnitstemperatur på 17 grader. Fernández var prøveklud, men nåede kun at dyppe storetåen inden han var tilbage på håndklædet. Lørdagen blev slænget væk ved poolen, som var åbnet i anledning af 1. maj-ferien, med Fernández sikkert plantet i skyggen under parasollen og Fisker med næsen i sky i solen (man er vel dansker…).
Vi besluttede at stå tidligt op søndag og igen forsøge at slå alle madrilenerne, som jo også skulle tilbage til byen. Det lykkedes. Vi tog betalingsmotorvejene hele vejen hjem, og var hjemme i løbet af de normale fire timer. Det var dyrt, men klogt. Hele eftermiddagen og aftenen var Spanien nemlig præget af kilometerlange køer.