fisker & fernández

Kufferten skal bare lige pakkes. Ha’ en dejlig Kristi Himmelfartsferie - vi ses på den anden side!

Under kontoret hvor jeg arbejder, er der en garage. Fernández og jeg har ikke en plads, men sommetider får vi tiltusket os parkering i kortere eller længere perioder. Garagen bliver styret af vel nok verdens gladeste mand (taget i betragtning, at han tilbringer hver evig eneste dag inde i et gråt og mørkt parkeringshus). Det er en fornøjelse at køre ind ad porten om morgenen, og se ham vinke. Han bruger ikke korte nik og vink, han vinker på den oprigtige måde og længe. Når man kommer op ad trappen, står han klar ved hans kontor ved indgangen til en lille sludder, for han elsker at snakke.
I dag da jeg skulle til at bakse stor bil ind på mikroskopisk parkeringsplads (med begyndende sved på panden), så jeg ham pludselig i bakspejlet komme løbende med fægtende arme. Mystisk. Det viste sig, at han ville høre, om jeg ikke hellere ville parkere på den store plads i hjørnet, som er lige til at trille ind i, for han vidste godt, at den bås jeg var på vej ind i, var så godt som mission impossible, men at det er naboens dårlige parkerings skyld. Det kan du tro jeg hellere vil. Tusind, tusind tak for dit store engagement i dit arbejde. Du har givet mig en fantastisk start på dagen, og jeg ved at slutningen bliver lige så god, når jeg stille og roligt bakker ud af luksuspladsen, som du har tilegnet mig i dag.

Han er seriøst verdens rareste garagemand!

La Manga lurer lige forude og vejrudsigten siger strand og 30 grader. Se det er en meget vigtig detalje, hvorfor var det ellers lige, at jeg købte en ny bikini i går?

Det lykkedes! Vejret holdt og vi fik en weekend og mere til med sol og forår i København. Det kunne ikke have været bedre end denne sidste weekend i april. Lørdag stod på turistede indslag som kanalrundfart og frokost i Nyhavn. Fernández havde aldrig oplevet København og jeg er en nordjyde med udlængsel, som har større erfaring med London, New York og Madrid end min egen hovedstad, så hvad bedre end at se den lidt nedefra. Og hvad mere er, så fik vi The Kirk Elkjærs’ første skud på stammen indviet i Københavns historie set fra vandsiden.

Efter en god, lang eftermiddag måtte vi hjem og have benene op. Nogle sneg sig til at lure den en lille time, mens andre blev underholdt til den store guldmedalje af vel nok landets sødeste pige. Sådan et par store blå øjne smelter et hvert hjerte. Specielt spanske mandehjerter…

Eftermiddagslureren mandede sig op efter et velfortjent hvil og tryllede hjemmelavet pasta og flødesauce frem i køkkenet, mens hans hustru senere tryllede Morten Heibergs chokoladekage frem. Vi spiste nærmest til vi sprak.

I Spanien er der masser af reklamer i fjernsynet; mellem forskellige programmer, korte og lange reklamepauser midt i programmerne (faktisk bliver der ofte annonceret hvor mange reklamer der vil blive vist eller hvor mange sekunder eller minutter pausen tager), og så er der snigerreklamerne. Dem hvor værten af programmet pludselig sidder og taler om fordelene ved trådløst internet, madrasser, yoghurt med bifidus, en bankkonto eller hårfarve. De forekommer såmænd også midt i en fodboldkamp. Den eneste ‘advarsel’ du får er et minimalistisk publicidad i hjørnet af skærmen.
Jeg hader den slags reklamer. Rent faktisk synes jeg de er pinlige, mest af alt for TV-værten, og alt for påtrængende for seerne. Selv om den for for reklame frastøder mig, er jeg alligevel så hjernevasket hvad marketingaspektet i det angår, at jeg alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke over, om der mon er mere forbrugerrespons på disse snigere, og om de mon er dyrere end ‘almindelige’ reklamer…

Prøv lige at spørge om jeg glæder mig! Fernández og jeg rejser til København på fredag. En kort tur eller en lang weekend (det er som man ser det), som både inkluderer venner, sightseeing, barnedåb og Hr og Fru Fisker. Det kan da ikke blive andet end godt!

Og regn, du holder dig bare langt væk (så som for eksempel Spanien…)

Da jeg boede i Danmark, drak jeg nærmest aldrig kaffe. Det var ihvertfald ikke noget, som jeg var afhængig af eller lige fik lyst til. Jeg kan da godt huske den sidste uge inden aflevering af speciale, hvor min specialemakker og jeg måske fik en enkelt kop for meget (kombineret med skumfiduser, lakridser og cola kan det være en ret utilregnelig cocktail), men ellers har kaffe nu aldrig betydet meget mere end dårlig ånde for mig.

Nu er det så, at det er lige gået op for mig, at jeg er blevet en del af kaffesekten. Langsomt har den opslugt mig. Altså den sekt, hvis medlemmer ikke kan starte dagen uden en god kop kaffe. Jeg er sågar begyndt at bestille en kop kaffe efter frokost. Der havde jeg lige godt aldrig troet, at jeg skulle havne.

På mit arbejde er der hver fredag intensivt arbejdsskema. Det betyder at vi møder ind kl. 8 og går hjem kl. 15, og har en arbejdsdag uden pauser mod at have tidligt fri. Normalt møder vi nemlig fra kl. 9 til kl. 19 og har to timers frokostpause.
Det er enormt dejligt at have fri midt på eftermiddagen (spansk frokosttid) om fredagen frem for at skulle sidde her til hen på aftenen (spansk eftermiddagstid). Men fredag er bare så træg. Så træg at jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Selvom jeg har morgenmad og masser af frugt og snacks med, tilbringer jeg mange timer af dagen på at tænke på alt det lækre mad, som jeg skal indtage, når jeg har fri. Når jeg har endelig har fri, er jeg meget sulten, faktisk så sulten at det næsten altid ender med, at Fernández og jeg styrter hen til et velkendt men usundt spisested, og får lidt godt til ganen.

Det bliver spændende at se, hvor vi ender i dag…

Jeg ser bestemt frem til, at det bliver rigtig sommer. Jeg har nemlig planer om, at saette mig poolside hele sommeren og stege, mens Fernández ser Formel 1, Moto GP, EM og OL i fjernsynet oppe i lejligheden. Der er bare lige en lille finesse. Vores pool er total usvoembar i disse dage. Faktisk ligner det, at der sprunget en bombe i den. Haandvaerkerne arbejder paa hoejtryk for at reperere den til saesonen starter, den er nemlig utaet og vandet loeber ned i parkeringskaelderen. Lige praecis der hvor vi har parkeringsplads!

Hver morgen naar jeg gaar paa arbejde, sender jeg en stille men bestemt boen til de haandvaerkere, som graver og stoeber for fulde sejl, om at de skal give den gas og ikke gaa i strejke. Det bliver en brun sommer kan jeg maerke…

Det har vaeret en fantastisk weekend. Der er blevet nydt, snakket, spist, fortalt, og ikke mindst grinet. Selv vejret blev nogenlunde godt efterhaanden som weekenden begyndte. Nu er jeg helt maet oven paa en weekend med godt selskab og masser af oplevelser, ikke mindst fantastiske Chambao, men ogsaa John Faxe, som var taet paa at faa en skideballe af mig, da han blokerede doeren til himlen.

Fernández og jeg saa os noedsaget til at tage hjem i middagspausen for at spise og ikke mindst udleve den spanske siestatradition. Det hjalp lidt. I morgen er der basis for en gentagelse.