fisker & fernández

Nu, hvor julen og alt hvad den medfører er veloverstået på de nordlige breddegrader, er vi klar anden del af vores multikulturelle juleferie. I morgen pakker vi sydfrugterne og rejser tilbage til Madrid, hvor vi gør kort holdt, før bilen startes op mod Andalusien. Vi er nemlig klar til anden del af vores traditionelle juleferie, som selvfølgelig inkluderer Fernández familie og deres traditioner.
Nytårsaften fejres sammen med familien, og selvfølgelig med de 12 obligatoriske spanske druer kl. 24. Dernæst er der ren afslapning indtil den femte januar om aftenen, hvor de gaver, som de hellige tre konger bringer, skal gives. Spanierne synes, at julemanden er noget pjat, han er bare for sjov, for det var jo tre hellige konger, som bragte jesusbarnet gaver, og derfor er det selvfølgelig også dem, som bringer dem til alle de forventningsfulde spanske børn (og voksne). Jeg glæder mig til at se, hvad los reyes magos bringer i år, og specielt til at se om, jeg er kamplar til at får del i alle de lækkerier, som de deler ud fra paraden, som er fast tradition i Spanien. Lad mig bare sige, at der er mange om kampen om slikket, og det i alle aldre. Entusiame er vist kodeordet…

Vi er næsten klar. Kufferterne skal bare lige organiseres, for indholdet er en smule ukurant og Ryanair tillader ikke at man deler sine kilo mellem sig, så det kræver vist en strategi at få dem lukket. I eftermiddag drager vi nordpå, Hr. Fisker henter, mens Fru Fisker trakterer (er det ikke sådan mødre gør op til jul?).

Nå, det var de kuffeter, der skulle pakkes og lukkes ikke mindst… Rigtig glædelig jul til alle!

Jeg har været på arbejde i dag for første gang i seks uger. Eller det vil sige, jeg har været på mit kontor, men jeg har ikke rigtigt lavet noget. Der var nemlig indkaldt, under megen hemmelighedskræmmeri, til ekstraordinært stormøde og det ville jeg da ikke gå glip af.
Faktisk vidste jeg godt, hvad der var los, for min chef ringede til mig i går eftermiddags for at overbringe mig nyheden, som da endnu ikke var officiel, om at min arbejdsplads er blevet opkøbt at en stor, multinational virksomhed. Min arbejdsplads var indtil i dag privatejet og opstarte med blod, sved og tårer af to fyre med masser af håb og gå-på-mod for tre et halvt år siden. Dengang var de to, nu er vi 110. Det er vist noget med, at der ikke vil ske nogen ændringer det næste års tid, så det bliver business as usual efter ferien.
Pudsigt nok er det ikke mere end en uge siden, at jeg fortalte min marketing mentor om, at jeg godt kunne tænke mig, at arbejde for en multinational virksomhed en dag (ude i fremtiden). Det gør jeg så nu. I hvert fald på papiret.

Spaniere elsker deres julelotteri. Hvert år op til jul sælges der lodsedler til det store julelotteri, hvor den samlede præmiesum er på 2,201,500,000 €. Spanierne går så langt som til at kalde denne lodtrækning den vigtigste i verden. Om den er det, vil jeg lade stå hen i det uvisse, men bemærke at den nok bare er den vigtigste i verden set med spanske øjne.
Mange køber det samme nummer år efter år og håber på at vinde El Gordo, hovedpræmien (den fede). Nogle køber flere numre; et med familien, et andet med arbejdet og måske et tredje med vennerne. Hele konceptet med numre og serier er ret komplekst, men et nummer sælges flere gange i flere serier, så der kan reelt set være flere vindere af den samme præmie. En lodseddel koster 20 €. Trækningen foregår efter en helt fast procedure, hvor børn fra skolen San Ildefonso i Madrid synger tallene og de præmier som måtte korrespondere til tallene. Hele trækningen tager tre timer og bliver vist direkte på TV.

Ligesom vi spillede sidste år og vandt 20 €, spiller vi selvfølgelig også i år. Tænk om man vandt El Gordo… Og hvis ikke, så er chancen der igen den 6. januar, hvor El Niño, den anden vigtigste trækning, finder sted. Julelotteri er bestemt et hit på disse kanter.

Det er lige gået op for mig, at jeg ikke er blevet klippet siden en gang i sommer. Det er noget sjusk. Mit seks ugers sofaophold har bestemt heller ikke gjort mange underværker på hårfronten, faktisk slet ingen. På onsdag skal jeg klippes og stribes. Jeg skulle jo gerne tage mig pænt ud på årets julefotos og så’n.

Det er hverken en tidlig julegave* eller en forsinket fødselsdagsgave. Det er en kærestegave, og jeg er vild med den.

*Faktisk har vi en noget forkvaklet forhold til julegaver, fordi jeg er mest til juleaften-konceptet, mens Fernández til Hellig Tre Konger-konceptet. Det hele ender vist ofte med at blive det, der mest præcist kunne beskrives som en ‘udsalgsgave’. Utroligt uromantisk men et sparetip, der rykker.

Fernández og jeg var i biografen i går. Vi så Mr. Brooks. Desværre, kan jeg kun konstatere. Jeg sad næsten og ønskede, at vi i stedet havde købt billetter til Beowulf, og det siger i grunden ikke så lidt. Filmen var ganske enkelt en halvperverteret beskrivelse af en seriemorder med et sygt alter ego. Jeg noterede mig ved, at Kevin Costner i grunden, når man ser ham i close-op eller med bar numse (for det gjorde man!), er kommet til at se utrolig gammel ud. Det eneste spørgsmål jeg sidder tilbage med er, om Bodum mon har betalt for at få sin stempelkande med i filmen (op til flere gange) eller om amerikanerne bare er vilde med dens design?

Nogle spaniere har noget meget katolske navne. María, Jesús, José - ja, endda Inmaculada. Da jeg sad i venteværelset hos lægen i dag, var der en patient, som hed Concepción Sánchez. Der kom jeg til at grine lidt.

Tænk sig om man hed Undfangelsen Jensen.

Vi skal have muslinger i dag eller almejas, som denne slags hedder på spansk. Inden jeg lærte Fernández at kende, havde jeg ingen anelse om, hvordan jeg skulle tilberede sådan en portion. Jeg vidste ikke engang, at man kunne spise disse. Jeg troede, at de kun var noget, som man samlede på stranden om sommeren. Men jeg blev klogere.

Tilberedningen er utrolig nem. To fed hvidløg i tynde skriver svitses i en pæn god slat olivenolie i en pande. Derefter tilsættes muslingerne og der røres et par omgange for høj varme. Muslinger dækkes med hvidvin og simrer under låg indtil de har åbnet sig. Til slut kan der tilsættes lidt hakket, bredbladet persille. Muslingerne og saucen serveres derefter i dybe tallerkener med brød til.
Som en slut bemærkning bør det vist lige nævnes, at det ikke er Fernández, som har lært mig fremgangsmåden, men hans mor.

Det er det højeste juletræ, jeg nogensinde har haft. Da jeg var barn havde vi altid et juletræ, som var lidt mindre end gennemsnittet. Grunden var længden på lyskæden. Det har min mor heldigvis fået lavet om på nu, i 25 år har den nemlig været undskyldningen. I det mindste har vi da altid haft en juletræ, Fernández har aldrig haft et før nu.

Vores juletræ er af en hel speciel træsort, som ikke drysser. Det er helt specielt importeret fra Kina og har endda indbygget grankogler. Jeg troede aldrig, at jeg kunne leve med lige præcis den træsort, men i det mindste har vi da et juletræ. Og det er faktisk pænt. Ikke at jeg er overbevist om træsorten!