fisker & fernández

Spanierne hænger dem på væggen på balkonen eller terrassen. Vi har hverken balkon eller terrasse, så hjemme hos Fernández og jeg er det et frugtfad…

Efter at have debatteret mulighederne og kigget på vejrudsigten valgte vi Toledo. Byen ligger ca. 70 km. syd for Madrid og har en lang og interessant historie, de mange monumenter og museer bevidner dette.

Toledo er kendt som byen med de tre kulturer; kristne, jøder og muslimer levede side om side i byen gennem århundreder. Byens historiske centrum er en sand skat af katedraler, kirker, moskeer, synagoger, forte og slotte, som alle ligger side om side en labyrint af smalle gader og stræder. Desuden er der et hav af små butikker, som sælger keramik, knive, middelalderlige effekter og smykker. Selvfølgelig tog jeg heller ikke der fra uden at have købt et keramikfad. Mit råd er at man oser lidt rundt, for der er store forskelle i priserne, og med lidt tålmodighed kan man sagtens finde et smukt fad til billige penge.

Toledo er en by, hvor gaderne går op og ned og er anlagt, som vinden måtte have blæst den pågældende dag. Alle gader er belagt med små brosten og terrænet kan være noget ujævnt. Næste gang jeg tager dertil, vil jeg sørge for at få fat i et godt kort fra turistinformationen, for at slentre rundt i Toledo med kun et simpelt kort fra en guidebog duer ikke på længere sigt. Hvis man vil se det hele og samtidig vandre bare lidt organiseret rundt, er man nødt til at have et turistkort. Det havde vi ikke, for turistinformationen var lukket da vi endelig fik os slæbt frem. Heldigvis var Fernández kvik, og huskede at vi havde GPS’en i tasken, så vi fandt bilen, som (på spansk manér) var parkeret et noget ukurant sted.
En hel dag kan sagtens tilbringes i Toledo. Der er rig mulighed for at prøve deres egnsretter, som blandt andet inkluderer marzipan til dessert. Selvom vi var godt trætte, da vi kørt mod Madrid, valgte vi alligevel lige at runde dagen af i et indkøbscenter, det kunne jo være de havde noget, vi ikke kunne undvære…

I denne her weekend har vi besøg; Fernández’ storebror og hans kæreste er kommet til Madrid fra Écija. I går blev det til en lille spadseretur på hovedgaden i jagten på musicalbilletter. Desværre var det helt umuligt, ikke engang en skammel oppe i bagerste højre hjørne på balkonen var til at opdrive. Aftenen endte på Bamboo, en kinesisk restaurant med en atypisk men lækker indretning og vel nok verdens hurtigste servering/service. Serverings- og servicestrategien kan virke en smule stressende, men i går var vi ekstra sultne, så det gjorde ikke noget.
Lige nu bliver der debatteret om, hvad dagen bør bringe, måske en tur til Toledo, en tur i Parque Warner Bros. eller en tur til El Escorial - et eller andet ender vi med at finde på…

Der var danskertraef i gaar - vi fik boller i karry og hjemmelavet marzipanfloedeboller til dessert. Det smagte eddermugme godt! Boller i karry skal man aldrig nogensinde undervurdere og da slet ikke hjemmelavet marzinpanfloedeboller!

Ja, det er det vel altid naar man koerer ind for at tanke benzin. Men man parkerer jo ogsaa, stiger ud, tanker og faar sig en sludder med genboen, som ogsaa er nede og tanke billig benzin.
Men hvis man er totalt metropolsk, bor i en millionby og lever et haesblaesende liv i overhalingsbanen, hvad skal man saa staa og sludre med genboen paa bezintanken for?

Man koerer bare lige ind til siden og beder om at blive fyldt op og saa videre ud i sit totalt tjekkede liv. Der er absolut ingen tid at spilde (eller plads for den sags skyld).

En vigtig pointe er, at billedet er taget med min mobiltelefon mens jeg rent faktisk var midt i noget, nemlig mit arbejde. Jeg er naesten klar til mit helt eget lille projekt; ImageEspaña - mangler bare lige en sponsor og en fotografuddannelse…

Under gennemlæsning af denne måneds National Geographic faldt jeg over en artikel om den amerikanske fotograf Robert Clark, som i 2005 kørte gennem USA i selskab med en sponsoreret mobiltelefon - målet var at afbillede USA kun med brug af kameraet i mobiltelefonen.

Projektet hed Image America og har uden tvivl afkastet nogle interessante og fortællende billeder midlet taget i betragtning.

Måske skulle man øve sig i at bruge kammeraet i mobiltelefonen lidt mere, det kan tydeligvis bruges til mere end man lige regner det for.

Jeg har gjort en god opdagelse. Jeg har opdaget det positive i noget, jeg laenge har vaeret skeptisk overfor.
Facebook er min nye yndlingsbeskaeftigelse, og jeg er intet mindre end imponeret. Det er da en fed maade at lure lidt med i ens venners faerden - jeg har saagar fundet min gamle vaerelseskammerat fra UNI, som jeg havde mistet kontakten med. En enkelt blogger er det ogsaa blevet til, men jeg siger ikke hvem…

Jeg har altid været draget af skyskrabere. Kæmpe store bygninger, som får os mennesker til at føle os så ubetydeligt små. Bygninger som sammen udgør et symbol for den by de er opført i. Jeg vil aldrig glemme den følelse jeg havde, da jeg første gang ankom til Manhattan; ubeskrivelig, overvældende og uforglemmelig (måske også lidt fordi jeg netop som 19 årig var rejst hjemmefra i et år).
I mandags på vej til koncert kom jeg forbi min yndlingsskyskrabere her i Madrid, Los Torres Kio. Sammen udgør de La Puerta de Europa - Europas Port. Bygningerne er 115 meter høje og hælder 15 grader ind mod hinanden, hvilket i princippet forbinder dem og danner en port, mod nord en port mod Europa og mod syd en port som åbner op til Madrid og alle dens herligheder.

Herfra hvor Fernández og jeg bor har vi faktisk frit udsyn til Madrids skyline (ikke lige fra vinduet med fra vejen, hvor vi bor).
Udsigten minder mig ofte om, hvor stor Madrid i grunden er - trafikken den minder mig om, hvor mange vi rent faktisk bor her.

I denne uge er der flamencofestival i Madrid, Cumbre Flamenca. En festival, hvor der hver dag i ugen er mulighed for at komme til en gratis, eller foerst til moelle, koncert med et kendt flamenconavn. Koncerterne foregaar inde paa en metrostation, hvilket giver en helt fantastisk akustik og kun en lille smule floejten og tuden fra de passerende metrotog.
Jeg blev inspireret sidste aar, men kom aldrig afsted, derfor var det naerliggende at goere alvor ud af det i aar.

Den foerste sanger paa plakaten var José Mercé, en af spaniens mest kendte flamencosangere (han figurerer skam ogsaa i min iPod). Fernández havde paa forhaand meldt fra, men heldigvis ville Annika gerne med. Da vi ankom en time foer koncerten skulle begynde, blev vi moedt at en usandsyndlig lang koe - jeg mistede faktisk helt troen paa, at vi nogensinde skulle faa noget at se. Dog begyndte koen langsomt at flytte sig samtidigt med, at de begyndte at lukke de foerste ind. Da vi endelig naaede frem til indgangen var der kun een billet tilbage. Efter 10 nervepirrende minutter, og lige som koncerten skulle til at begynde, kunne billetmanden rapportere, at han kunne lukke fem personer mere ind - aldrig har man set Fisker hapse billetten og spaene ned af trapperne saa hurtigt, jeg var faktisk lige ved at blive vaek fra Annika.

Det var en fantastisk koncert!

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har givet så meget gas på en weekend. Stemmen er stadig rusten og jeg er langt fra udsovet. Fernández og jeg festede til den lyse morgen, dansede, drak den obligatoriske Rebujito (en blanding af vino Manzanilla og Sprite), spiste churros med tyk, lun chokoladesovs, og ikke mindst snakkede vi. Vi snakkede med alle de kendte ansigter, som vi ikke ser så tit.

Ikke overraskende fik jeg mig endelig skruet ned i min helt egen vestido gitana - den var meget tung, og det var meget varmt, men absolut sjovt. Jeg har lært noget nyt i denne weekend; at der rent faktisk eksisterer modefænomener indenfor flamencokjoler. I år skulle de være korte, men det mente min svigerinder var en ren døgnflue, så det var godt, at jeg har investeret i noget, som også kan bruges til næste år.