fisker & fernández

Da jeg boede i Aalborg, var IKEA ikke bare noget man lige susede til, for den nærmeste IKEA ligger i Århus. De fleste danskere synes, at 100 km. er langt at køre, og hvis vi skulle i IKEA, blev der lavet en hel tur ud af det. Nogle gange fik man endda en hamstringsliste med fra andre, som ikke lige kunne overskue er drøne en tur til Århus.
Det problem har jeg ikke mere, der er nemlig for nyligt åbnet en IKEA 15 minutters kørsel fra, hvor vi bor. Sidst vi kørte forbi, syntes jeg ikke lige, at vi manglede noget derfra. Siden den dag har der dog på mystisk vis ophobet sig en hel masse behov, som helt sikkert kun ville kunne købes i IKEA.

Nu sidder jeg her og kigger på alle de ting, jeg ikke vidste, at jeg manglede. Sådan er det med IKEA… Ja, dagens avis mangler også stadig at blive læst, og jordbærsnørebåndene er næsten spist. Måske skulle man tage sig et glas hyldeblomstsaft…

Mandag og tirsdag var der godt og vel 40 graders varme her i Madrid. Lige nu, kl. 10.23, er der 13. Med lidt hurtig hovedregning kan enhver konkludere, at det 27 graders forskel paa mindre end en uge. Intet under at jeg fryser…

I foelge CNN skulle vi gerne vaere tilbage paa de 30 i morgen, saa der er haab endnu.

Allerede mens jeg var paa ferie gik det op for mig, hvor heldig jeg er. Ikke mindst har jeg en svigerfamilie med en lejlighed lige midt paa stranden i et ferieparadis, jeg har tilmed ogsaa et arbejde, som giver mig sommerferie, saa jeg kan moede frisk og veludhvilet op efter et par uger.

Forestil dig at du er ankommet via et stor hav i en robaad, fordi du sikkert ikke havde andet valg, og at din eneste mulighed for at overleve er ved at tilbringe sommeren med, efter moekets frembrud, at saelge falske tasker til turister, som ikke har raad til at koebe ‘the real deal’ eller stikke af fra politiet, og du tilmed gaar under et aah saa politisk korrekte navn saa som for eksempel ’subzaharianer’.

Eller forestil dig, at du hver sommer udklaedt (min teori) som vaskeaegte indianer er noedt til at underholde alle os herlige turister med panfloejte og elektrisk back-up paa strandpromenaden. Og at du om vinteren gentager successen for flere turister paa Camden Market i London (der er jeg nemlig stoedt paa de selvsamme ‘indianere’ og alt deres udstyr).

Eller forestil dig at du er den person, som sidder proppet ind i det propelfly, som flyver Málagas strande tynde, dag efter dag, bare for at reklamere for en aandssvag Miss Costa del Sol konkurrence. I det mindste maa man da gaa ud fra at du har flyvercertifikat.

Eller forestil dig, at du er noedt til at vade rundt til diverse restauranter, hvor vi turister sidder og guffer i os af alle herlighederne, og spille os bare en enkelt sang paa en gammel harmonika, for derefter at kigge paa os med bedende oejne og med haab om, at vi slipper bare en enkelt moent.

Det var en god ferie, men samtidig ogsaa en paamindelse om, hvor godt jeg har det, eller skulle man sig, hvor skidt jeg kunne have haft det…

Mens vi var på ferie, var der marked. Jeg var egentlig på jagt efter en taske, men uden held. Faktisk var det hele lidt skuffende lige indtil jeg var heldig at finde noget, som jeg længe har villet købe. Godt nok har jeg utroligt mange ting i mit køkken, men de her er helt unikke, uundværlige i det spanske køkken, og tilmed billige - samlet pris €6.50.

Nu skal de stå i vand i 24 timer, og derefter kan de bruges både i ovn, på gasblus, almindelig kogeplade og i mikrobølgeovn.

Vi har hygget os med ‘el chiquitillo’ som har mere energi end Speedy Gonzalez (som jo bekendt er Mexicos hurtigste mus, og det siger ikke så lidt!). Han går sent i seng og sover tilmed længe. Gad vide om det er noget der ligger i Fernández-generne? Jeg må tilstå, at Fernández og jeg hver dag er stået op før bettemanden, som åbenbart allerede har teenage-tendenser lige på det område.

Det er enormt hårdt at komme hjem fra ferie - nu skal der ligesom tages stilling til lidt mere vigtige ting, end på hvilken ‘chiringuito’ aftensmaden skal indtages, og hvilken rækkefølge der skal bades i. Hjemkomsten krævede faktisk en autentisk, spansk siesta på sofaen…

Om en time smutter Fernández og jeg. Yessir, saa skal der strandes, hele dagen, hver dag, ogsaa i middagstimerne…

Toppen af skodhed er at finde ud af, efter 592 siders intens læsning, at den bog man er i gang med at afslutte mangler slutningen!

Godt jeg fik den slæbt hele vejen til Spanien… Nu kan jeg gå rundt og undre mig over, hvad den i grunden ender med.

Undskyld jeg bander, men for helvede altså! Mage til dårlig trykning skal man lede længe efter…

Jeg var meget tæt på at få et hjertestop. Jeg troede seriøst for et kort øjeblik, at jeg skulle ende mine dage under en sammenstyrtet, spansk boligblok. Det holdt heldigvis hurtigt op.

Da jeg først lærte Fernández at kende i Danmark spurgte han mig en en dag om, hvorfor vi ikke spiste særligt meget fisk i Danmark, når nu vi havde så meget vand. Jeg fortalte ham, at vi skam spiste masser af fisk, ingen problemer der.

Det kan jeg så med sikkerhed sige nu, at det gør vi ikke. I Spanien spiser man masser af fisk og det er en billig spise. Der er altid fisk og masser af slags skaldyr at få, og folk køber dem med stor iver. Man skal ikke trave ned i den anden ende af byen til byens eneste fiskehandler og vælge ud fra det lidt sørgelige og ikke mindst dyre udvalg. Nej, et hvert supermarked og marked med respekt for sig selv har en bugnende fiskeafdeling, hvor fiskene bliver renset og klargjort, som man måtte ønske det. Jeg står ofte og undrer mig over, hvordan spanierne tilbereder fisk og skaldyr, som jeg dårlig vidste fandtes. Det er et eldorado og der er stadig meget som mangler at blive udforsket. En ting er sikkert, med sådanne indkøbsmuligheder bliver dette kostråd overholdt til fulde her i hytten.

Da jeg var lille stod der en lille, smuk trætønde hjemme hos min morfar. Selvfølgelig stod den lige i børnehøjde. Den var faktisk slet ikke til at undgå at få øje på. For et barn kunne den til forveksling ligne noget, der havde befundet sig på et sørøverskib eller et skib på ekspedition på verdenshavene. Yderst spændende og noget der kunne være rigtigt sjovt at lege. Jeg husker tydeligt, at da jeg frisk og frejdig nærmede mig tønden for at kigge nærmere på den, hørte jeg min morfars røst i baggrunden:

Nej, for satan, den skal du ikke røre ved, den kan springe i luften!

Godtroende hev jeg snitterne til mig selv, de skulle ikke springes af. Tønden var sikkert en gammel krudttønde og meget farlig. Faktisk syntes jeg i mange år efter, at det var meget foruroligende, at min morfar havde en sprængfarlig krudttønde stående til pynt midt i stuen.

Årene gik, min morfar døde og derefter fik tønden, til min store frygt, plads hjemme i vores stue. Jeg følte, at jeg burde fortælle min mine forældre om tøndens potentielle farlighed, så den i det mindste ikke sprang mit barndomshjem i luften.

Moar, ved du godt at den der tønde kan springe i luften?

Pjat med dig, det er da bare en gammel tobakstønde!

Nå? Bare en gammel tobakstønde? Hvad finder man  ikke på, for at børn skal holde nallerne fra ens spændende og dyrebare antikviteter. Bare en gammel tobakstønde…