fisker & fernández

For et år i hvert fald. Der var et godt tilbud, som ikke kunne modstås, og nu er jeg det lykkelige medlem at kvarterets nyeste motionscenter. Meget urbant med et underground metrostationsagtigt look og grafitti på væggene. Yoga og pilates er allerede afprøvet, og det ser ud til at blive en længerevarende succes.

Fernández og jeg drog afsted tidligt om morgenen i den tro, at vi ville slå de mange strandhungrende madrilenere med flere timer på motorvejen til Murcia. Der var ikke et øje på gaden, da vi kørte hjemmefra klokken syv torsdag morgen. Da vi drejede ned på A3 motorvejen mod Valencia, så vi, hvor omtrent halvdelen af Madrid opholdt sig. I kø på mortorvejen med retning ud af byen klokken syv om morgenen! Der var ikke andet at gøre end at sætte os godt til rette med god musik, sandwiches og juice klar. Vi ankom til La Manga efter syv stive timer, hvortil det skal siges, at turen normalt tager fire.

Vi fandt hurtigt ud af, at hotellets beliggenhed ikke kunne være meget bedre. Det lå nemlig ude på en klippe midt i havet, og var derfor omgrænset af lyseblåt Middelhav. Selv på parkeringpladsen og når man lå ved poolen var der havudsigt.
Dagene blev nydt dels på stranden og dels poolside. Selvfølgelig blev der også bestilt og konsumeret en paella de marisco. Intet mindre kan gøre det, når man er på strandferie. Fredag var der kraftig levante, østenvind, så Middelhavsstranden var en anelse opblæst. Derfor benyttede vi os af stranden på den anden siden af tangen, som vender ud til Mar Menor, hvor der var læ. Vandet her skulle have en gennemsnitstemperatur på 17 grader. Fernández var prøveklud, men nåede kun at dyppe storetåen inden han var tilbage på håndklædet. Lørdagen blev slænget væk ved poolen, som var åbnet i anledning af 1. maj-ferien, med Fernández sikkert plantet i skyggen under parasollen og Fisker med næsen i sky i solen (man er vel dansker…).
Vi besluttede at stå tidligt op søndag og igen forsøge at slå alle madrilenerne, som jo også skulle tilbage til byen. Det lykkedes. Vi tog betalingsmotorvejene hele vejen hjem, og var hjemme i løbet af de normale fire timer. Det var dyrt, men klogt. Hele eftermiddagen og aftenen var Spanien nemlig præget af kilometerlange køer.

I Spanien har man ikke et dørhåndtag på fordøren (kun på indersiden…), men i stedet en dut lidt nede, midt på døren, som man kan hive døren i med. Hver gang jeg går ud af fordøren, slår jeg huller i luften for at finde det dørhåndtag, som aldrig har været der.
Kan man overhovedet slippe af med sådan en vane, eller skal jeg leve med Fernández’ himlende øjne og grin resten af mine dage?

Kufferten skal bare lige pakkes. Ha’ en dejlig Kristi Himmelfartsferie - vi ses på den anden side!

Under kontoret hvor jeg arbejder, er der en garage. Fernández og jeg har ikke en plads, men sommetider får vi tiltusket os parkering i kortere eller længere perioder. Garagen bliver styret af vel nok verdens gladeste mand (taget i betragtning, at han tilbringer hver evig eneste dag inde i et gråt og mørkt parkeringshus). Det er en fornøjelse at køre ind ad porten om morgenen, og se ham vinke. Han bruger ikke korte nik og vink, han vinker på den oprigtige måde og længe. Når man kommer op ad trappen, står han klar ved hans kontor ved indgangen til en lille sludder, for han elsker at snakke.
I dag da jeg skulle til at bakse stor bil ind på mikroskopisk parkeringsplads (med begyndende sved på panden), så jeg ham pludselig i bakspejlet komme løbende med fægtende arme. Mystisk. Det viste sig, at han ville høre, om jeg ikke hellere ville parkere på den store plads i hjørnet, som er lige til at trille ind i, for han vidste godt, at den bås jeg var på vej ind i, var så godt som mission impossible, men at det er naboens dårlige parkerings skyld. Det kan du tro jeg hellere vil. Tusind, tusind tak for dit store engagement i dit arbejde. Du har givet mig en fantastisk start på dagen, og jeg ved at slutningen bliver lige så god, når jeg stille og roligt bakker ud af luksuspladsen, som du har tilegnet mig i dag.

Han er seriøst verdens rareste garagemand!

La Manga lurer lige forude og vejrudsigten siger strand og 30 grader. Se det er en meget vigtig detalje, hvorfor var det ellers lige, at jeg købte en ny bikini i går?

Det lykkedes! Vejret holdt og vi fik en weekend og mere til med sol og forår i København. Det kunne ikke have været bedre end denne sidste weekend i april. Lørdag stod på turistede indslag som kanalrundfart og frokost i Nyhavn. Fernández havde aldrig oplevet København og jeg er en nordjyde med udlængsel, som har større erfaring med London, New York og Madrid end min egen hovedstad, så hvad bedre end at se den lidt nedefra. Og hvad mere er, så fik vi The Kirk Elkjærs’ første skud på stammen indviet i Københavns historie set fra vandsiden.

Efter en god, lang eftermiddag måtte vi hjem og have benene op. Nogle sneg sig til at lure den en lille time, mens andre blev underholdt til den store guldmedalje af vel nok landets sødeste pige. Sådan et par store blå øjne smelter et hvert hjerte. Specielt spanske mandehjerter…

Eftermiddagslureren mandede sig op efter et velfortjent hvil og tryllede hjemmelavet pasta og flødesauce frem i køkkenet, mens hans hustru senere tryllede Morten Heibergs chokoladekage frem. Vi spiste nærmest til vi sprak.

I Spanien er der masser af reklamer i fjernsynet; mellem forskellige programmer, korte og lange reklamepauser midt i programmerne (faktisk bliver der ofte annonceret hvor mange reklamer der vil blive vist eller hvor mange sekunder eller minutter pausen tager), og så er der snigerreklamerne. Dem hvor værten af programmet pludselig sidder og taler om fordelene ved trådløst internet, madrasser, yoghurt med bifidus, en bankkonto eller hårfarve. De forekommer såmænd også midt i en fodboldkamp. Den eneste ‘advarsel’ du får er et minimalistisk publicidad i hjørnet af skærmen.
Jeg hader den slags reklamer. Rent faktisk synes jeg de er pinlige, mest af alt for TV-værten, og alt for påtrængende for seerne. Selv om den for for reklame frastøder mig, er jeg alligevel så hjernevasket hvad marketingaspektet i det angår, at jeg alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke over, om der mon er mere forbrugerrespons på disse snigere, og om de mon er dyrere end ‘almindelige’ reklamer…

Prøv lige at spørge om jeg glæder mig! Fernández og jeg rejser til København på fredag. En kort tur eller en lang weekend (det er som man ser det), som både inkluderer venner, sightseeing, barnedåb og Hr og Fru Fisker. Det kan da ikke blive andet end godt!

Og regn, du holder dig bare langt væk (så som for eksempel Spanien…)