Så gik man hen og blev 30 år i går. Totalt sofistikeret alder har en veninde og jeg aftalt. Og det er netop det, trediverne er. En alder hvor man får den credibility, som man bare ikke har i tyverne. Er det egentlig ikke det, som sker hver gang man fylder rundt? Man rykker en tand op på livserfaringsstigen, hvorfra man så har ret til sidde og bræge om dit og dat, indtil man nærmer sig næste runde fødselsdag. Det er jo ikke fordi man ikke er ung mere i trediverne, man er bare ung med måde. Tror jeg. Eller det ved jeg jo egentlig ikke, for lige nu er jeg jo reelt set kun 30 år og en dag, og hvad ved jeg egentlig om trediverne? Så meget for den nytilegenet livserfaring…
Det var en rigtig god dag. Der var ankommet pakkepost i dagene op til, som blev åbnet fredag morgen inden afgang til kontoret. Jeg begavet med et helt unikt halssmykke lavet af guldsmykker fra min mormor og Fru Fisker. Jeg havde selv tegnet smykket, og Fernández gav mig kæden. En meget smuk og ikke mindst historisk gave fra hele familien, som jeg bærer med stor glæde.
Senere inviterede Fernández på frokost, og om aftenen gik vi ud og spiste meget lækker mad og drak lidt god vin. Det var en fødselsdag uden alt for meget stor ståhej, men lige som jeg kan lide den. Der blev ønsket tillykke over telefonen, email, SMS og facebook, og jeg blev så glad for hver en hilsen.
Fernández og jeg agerede flytteassistance i går for et dansk vennepar, som skulle flytte i nyt hus. Der var indkaldt forstærkninger fra flere steder, og på trods af varmen gik flytningen smertefrit. Der var nemlig et par snu flyttefolk i blandt os, som til tider fandt løsninger, som lettede lidt på arbejdsbyrden.
Dagen blev afsluttet med et dyp i poolen med efterfølgende pizza, drinks og shots på poolkanten. Og så på hovedet hjem i seng. Lægmusklerne kan bestemt mærkes i dag – mon ikke de skal løsnes op med lidt poolpjasken senere…
Kraftigt inspireret af to svenske kollegaers frokost den anden dag, kørte jeg i IKEA efter endt arbejdsdag. Men kun for besøge madbiksen, ikke noget med at snige lys, servietter, rammer og andet krims krams med hjem. Mine kollegaer havde nemlig anrettet en midsommerfrokost med kartofler, sild, Kalles og knækbrød. Det fik mildest talt mine dansk-sommermads-hungrende tænder til at løbe i vand på en sådan måde, at kun et IKEA-besøg ville kunne råde bod på det.
Nu er der både sild, Kalles, Estrella dildschips, knækbrød, hyldeblostsaft, røde snører, skorper, blåbærsyltetøj, hybensuppe og ikke mindst flødeboller slæbt til huse. Det var lige før, at jeg fik tårer i øjnene, da jeg fik øje på flødebollerne. De er min absolutte yndlings, og ikke til at opdrive i Spanien. Indtil i dag. Halleluja siger jeg bare, og snupper et stykke knækbrød med blåbarsyltetøj!
Jeg har jo været så heldig, at Fernández godt gad at gå med til at investere i et lille rapt automobil til mig. Så hver morgen ser man mig drøne afsted, mens Fernández køre i den anden retning, til mit arbejde, for at være en af de heldige, som når at parkere i den gratis parkeringskælder i mit firmas bygning. Når man færdes blandt spanske billister, skal man have øjne i nakken, nerverne i orden, og reflekserne toptunet. De kan praktisk talt finde på alt, de spanske billister. Der er ikke noget, som kan overraske mig mere, men jeg flyver helt op i det røde felt, når jeg ser noget harsarderet og decideret dumt.
Spanierne bruger ikke blinklyset, heller ikke når de holder ind til siden. Man udfører bare sin manøvre og håber på at omverdenen opfatter det i tide. Til gengæld er de helt vilde med at bruge katastrofeblinket. Blandt andet til at indikere, at de lige holder dobbeltparkeret (og spærer vejbanen), og snart kommer igen. Eller til at indikere, at der er kø på motorvejen, så bilisten bagved ved at vedkommende skal bremse. Nu har man indledt en blinklyskampagne i radioen, som bliver sendt ud æteren hver morgen, og som forklarer os hvorfor det er vigtigt at bruge blinklyset. Det er sådan en slags morgenhjernevask, som jeg tror har til formål at trænge ind bag hjernebrasken uden at en eneste spanier lægger mærke til det. Det er en nytænkede taktik, og jeg glæder mig oprigtigt til at se om den virker.
Ligeledes er der indledt en kampagne i radioen, med formål at fortælle bilister, at de ikke skal blive hængende i venstre vejbane, når de er færdig med at overhale. For det gør stort set alle spaniere. Der er ingen, som bruger den inderste vejbane – ikke engang lastbilerne, når det går op ad bakke. Den kampagne tror jeg alligevel ikke de får held med. For der er alligevel nogen, som har luret hvad den inderste bane kan bruges til. Nemlig til at overhale indenom.
Den spanske trafik er et spændende sted. Nogle gang lige en tand for spændende for en nordjyde.
Fernández og jeg er vist i den giftemodne alder. I morgen er der endnu et bryllup på programmet. Denne gang i Écija. Tænk sig at næste gang er det os. Vildt… De sidste par år har vi haft 3-5 bryllupper om året – det er vist meget kendetegnende for folk på vores alder.
Mandag og tirsdag var jeg i Stockholm. Det er der hovedkvarteret ligger. Ikke lige i centrum, men nærmere ude i en science by på en af de sidste kartoffelrækker. Der var koldt og ikke særligt midsommeragtigt. Da jeg ramte Spanien igen blev jeg mindet om, hvorfor jeg var rejst i sommertøj. Her er utroligt varmt for tiden. Det fik Hr og Fru Fisker også at mærke i sidste wekeend. Konstante varmegrader på omkring de 35 om dagen og 25 om natten kan godt tage pusten fra en. Når man oplever det i mere end en uge, kan man godt forstå hvorfor alting foregår en tand langsommere i Spanien.
Bryllupsinvitationerne er kommet. Deltajerne er bundet på , og nu mangler vi bare konvolutterne, som befinder sig et sted i det spanske postvæsens univers. De er blevet så fine. Invitationerne. Vi har selv designet dem, valgt farver og bånd, og på nærmest mirakuløs vis fandt vi lige præcis den konvolut, som passer til vores invitationer. Mon ikke de falder i god jord, der hvor de når frem.
Om lidt er der afgang til Sydens sol og ikke mindst varme. Der venter os plus 40 grader i de næste par dage. Vi glæder os over swimming pools, air conditioning og ikke mindst aftenbryllupper…
Tiden drøner afsted. Der er kun tre måneder til at Fernández og jeg skal giftes. Tænk sig at det er ni måneder siden, at vi besluttede det. Vi er gået ind i detaljefasen og det er sjovt. Vi hygger os med det, og ser på forskellige muligheder.
I sidste weekend var vi til bryllup i Ceuta. Turen fra Madrid gik med fly over Tanger i Marokko, hvor vi (40 personer) blev hentet af en bus, som skulle tage os til den spanske enklave. På vejen stoppede vi og spiste frokost – couscous og kødboller toppet op med te og småkager. At komme ud af Marokko og ind i Spanien og omvendt tager en evighed på grund af paskontrol, stempler og formularer. Når man er en busfuld på 40 tager det endnu længere tid, hvilket betød lange ventetider ved grænsen. På hjemturen var det lige ved at blive en tand for spændende, men vi fik da hele banden chekket ind i allersidste minut. Det var en lang og sjov bryllupsfest, som virkelig fik os til at glæde os meget mere til vores egen. Og så fortjener Marokko og Ceuta vist endnu et besøg af os ude i fremtiden, for det var ikke just meget, der var tid til på sådan en turbotur.
På vej til lufthavnen sidste fredag var vi lige forbi og udse en lille dyt til den kommende Fru Fernández. Vi fik et tilbud, som ikke kunne afslås, og bilen skal vi hente i dag. Der er hutig ekspedition. Den får lov til at komme med ud på sit første togt i eftermiddag, når vi kører til Écija.
Kom ikke og sig, at vi bare sidder og glor på sofaen! Fik jeg forresten nævnt, at Hr og Fru Fisker kommer på torsdag, og at der er første brudekjoleprøvning på fredag?
Så er blomsten fundet. Det var kun at krydse vejen, for lige over for mit arbejde ligger El Corte Inglés – Spaniens vel nok mest kendte stormagasin, og de havde, hvad jeg stod og manglede.
Viften er også fundet frem, for bryllppet som vi skal til finder sted kl. 13, og det kan sagtens gå hen at blive en lummer affære. På den hedebølgeagtige måde altså.
Nu er det allerede søndag. Weekenden er fløjet afsted. Håret er igen i orden til det bryllup, vi skal til på lørdag i Ceuta. Det bliver min første rejse til det afrikanske kontinent nogensinde. Vi flyver til Tanger i Marokko og snupper en taxi til den spanske enklave. Tøjet er i orden og hotellet er booket. Vi mangler vist bare at printe billetten, men det har vi heldigvis et par dage til at få styr på…
Der er blevet købt lidt sommer supplies, lånt farvekort til bryllupsinvitation og veninde-shoppet. Der er blevet spinnet og planlagt mere træning i den kommende uge. Der er Champions League finale/gammel room mate-gensyn og der er booket tid til manicure. Jeg mangler kun opstøve en stor gul blomst, som på spansk manér placeres bag det ene øre på lørdag.
Den nye uge kan sådan set bare komme an. Jeg er godt med.
Der er lavet om på vielsesseancen. De papirer som jeg skulle skrive under på i Madrid og Fernández i Écija skal nu alle skrives under i Madrid. Der er enten en ved ærkebiskoppen, som har sovet i timen eller som bare ikke er i stand til at kommunikere budskabet. Det betyder, at Fernández skulle have sent sine papirer herop. De kom i går, og der var ikke et eneste, som var udfyldt rigtigt. Det skal dog siges, at præsten er en gammel knark på nærmest 100 år, og det måske er en undskyldning, men han har en sekræter, som kun er halvt så gammel. Alle efternavnene på Fernández’ forældre og bedsteforældre var enten stavet forkert eller ganske enkelt et helt andet. Desuden var Fernández pludselig blevet et år yngre og præsten havde tilmed været i stand til at skrive under på hele molevitten i september 2009. Det må da siges at være guddommeligt!
De nye papirer med de rigtige efternanvne, årstal og dato skulle gerne ankomme i morgen…
Min computer virker ikke. Det er ligesom om den er helt flad for energi. Desuden fører den sit eget liv og nægter at gøre, hvad jeg beder den om. Med sådan en attitude til omverdenen mister man hurtigt tålmodigheden. Der er vist ikke andet at gøre end at formatere den. Og så igen, har jeg nu forstand til at kaste mig ud i sådan et projekt…
