Dagene flyver afsted for tiden. En weekend er gået uden at have udrettet det helt store. Men hvem siger, at man skal det? Søndag eftermiddag er blevet tilbragt i El Retiro sammen med en gammel ven fra studietiden og ESN, som er på forlænget weekend i den spanske hovedstad. Lad os bare sige, at der blev sludret.
Efteråret har været længe undervejs og her er da stadig en femten grader. Parken var fuld af mennesker, som nyder weekendens sidste solstråler, en sejltur på søen eller dukketeater for de mindste. I morgen begynder en ny uge. Fernández rejser til Bratislava og jeg skal som altid holde brødfri uge…
I Spanien går de fleste ud og spiser frokost hver dag. Oftest er der frokostmenuer bestående af tre retter på de fleste resturanter til nogenlunder billige penge. Jeg har for længst erkendt, at sådan en madplan ikke er for mig. Jeg risikerer at ende som en spærrebalon, og foretrækker at medbringe min egen mad og spise den hurtigt på kontoret. Det er nemlig lig med tidlig ustempling om eftermiddagen. Min kollega gør det samme. Tager mad med altså. Der sidder vi så dag efter dag og studerer hinandens frokost. Og inspirerer hinanden. Vi lægger tit små madplaner og snakker utroligt meget om mad, mens vi griner af hvor meget vi hver især elsker mad. Og elsker at snakke om det.
I spanien spises der kæmpestor mængder af bønner, kikærter og linser. Helst i noget sammenkog af en art. Det er vel nærmest en del af nationalkosten, hvis man kan sige det. Og selv mænd mæsker i sig af det. Fernández’ bedstemor har over årene lært mig at lave de fleste varianter, men sommetider er det rart med lidt variation. Lige siden vores bryllupsrejse til den Dominikanske Republik har jeg drømt om en fantastisk, traditionel bønneret, som vi fik serveret på en ranch oppe på nordsiden af øen. Efter lidt googlen fandt jeg opskriften. Min kollega og jeg blev enige om, at vi hver især ville går hjem og lave den. I morgen afgør vi hvem der vinder ugens bønne.
Weekenden er snart ovre. Eller det vil sige for nogle. Jeg har fri i morgen, mens Fernández skal på arbejde. Det er noget med skytsengle og super lokale helligdage, som defineres helt ned i bygrænser. Jeg klager ikke.
Weekenden er gledet langsomt afsted. Jeg faldt for det nemmeste trick i verden, og endte med at se fodbold lørdag aften. Inden da var der indtaget frokost, set bio-film og ikke mindst oset rundt. Vi endte i en Hiper Asia eller El Chino – Kineseren, som spanierne omtaler sådan en biks – en kæmpe lagerhal fuld af alt muligt importeret fra Kina af herboende kinesere. Vi kom derfra med lille bitte brøkdel af udvalget; kontaktlim, en svensknøgle, toiletpapir, sylteglas og en kagedåse. Det siger lidt om bredden af sådan et sted. Jeg kunne remse op i uendeligheder. De sælger simpelthen alt.
Og så har jeg lavet marmelade for første gang i mit liv. Men absolut ikke sidste gang. Jeg fristes til at konstatere, at jeg skulle have begyndt på sådan noget for lang tid siden. Fernández er i hvert fald svært imponeret af sin nyslået viv.
Om et par timer er jeg på vej til DAD-koncert sammen med en hel masse danskere. Det er ikke hver dag, at der kommer danske bands til Madrid, så den chance skal ikke gå forbi. Jeg fik for noget tid siden meldingen om deres ankomst via facebook, fik købt en billet, og så var der jo bare tilbage at vente. Om lidt er det nu.
Og så er det forresten fredag i morgen!
Hvor heldig er man, når man kommer hjem og der er kommet hele to pakker til een? Jeg vil sige, at man er så heldig som man nu engang kan blive på en blæsende og kold novemberdag. Hr og Fru Fisker har stået for bytningen af nogle bryllupsgaver, og nu er salatbestikket det rigtige og 12 kaffeskeer er vi også blevet ejere af. Resten fik vi i bryllupsgave, så nu mangler vi bare et langbord og 12 gæster, så vi kan flashe det lækreste bestik i verden.
Og så er der Nille, som har reddet min dag og hele weekenden med. Hun har sendt en genbrugsnødhjælpspakke indeholdende tre danske ugeblade. Yderst betænksomt og modtaget med et sagligt smil på læben. Tusind millioner tak!
Årets julebilletter er bestilt. Vi har været dristige. Eller det vil tiden vise om vi har, men lige nu føles det lidt dristigt. Efter at have surfet lidt rundt blev vi enige om at gøre som sidste år. Det endte jo med at blive dobbelt så dyrt , fordi der skulle investeres i nye billetter. Dog er vi enige om, at løsningen er god at den fortjener en ny chance, og desuden er den noget billigere end hvad der ellers er tilgængeligt derude.
Vi krydser alt hvad der kan krydses, og så er der jo faktisk kun tilbage at vente på, at det bliver den 19. december.
Fernández og jeg fik en juicer i bryllupsgave. Vi havde ønsket os den, og minsandten om den ikke dumpede ned på gavebordet. Vi har længe taget tilløb til at prøve den, og her i weekenden gik vi i gang. Der var en lille opskriftbog med på forskellige slags frugt- og grøntsagsjuice, og tilfældigvis havde jeg lige ingredienserne til en af dem. Mandag morgen er altid lidt slemmere end resten af ugen. Så for at starte blidt, sundt og vitaminfuldt, klargjorde jeg sagerne til morgenens energibooster i går aftes. Her til morgen blev gulerødder, blegselleri og æbler så proppet i maskerineriet og ud kom den lækreste juice. Sød og alligevel krydret. Og med skum på. Indenbords med det hele og afsted.
Jeg må indrømme, at jeg altså savner lidt boostet. Jeg er træt som et alderdomshjem, og gør mig seriøse tanker om at skippe træningen i dag. I stedet burde jeg nu nok støvsuge internettet for juiceopskrifter med super power. Blegselleri er der i hvert fald ikke nok krudt i til den første mandag i november.
Update:
Jeg droppede træningen og kørte i Carrefour for at handle ind til juiceren. Der er nu testet videre, og jeg tror fremtidsboosteren bliver den her:
1 æble
2 appelsiner
1 gulerod
1 stængel blegselleri
1 lille stykke ingefær
Det smager helt fantastisk! Dog vil jeg sige, at man skal elske ingefær (heldigvis gør jeg det) for at kunne stå distancen. I morgen bliver ingefæren byttet ud med mynteblade. Variation er vist kodeordet, hvis vi skal holdes til ilden.
Fernández besluttede sig her til morgen for at lave toilettet, som løb. Jeg havde et ærinde ude i byen, og da jeg kom hjem tre timer senere, var han stadig i gang. Han forsvandt pludselig efter reservedele og brød. Jeg fik tjansen som hjælper (og vandoptører). Så var han afsted for at låne værktøj. Jeg lavede frokost. Vi spiste, og Fernández bandede videre ude på badeværelset.
Nu ser det ud til at fungere. Det virkede ikke så kompliceret, da han gik i gang. Jeg ved egentlig heller ikke om det var det, men den ene ting tog vist den anden.
På mit ærinde kom jeg tilfældigvis forbi nogle billige film. Jeg kom tilfældigvis også forbi en varm pyjamas til de kolde vinteraftener, og et grydelåg, som passer perfekt til den gryde jeg fandt til tre euro i en rodekasse i Carrefour i sidste uge. Tilfældigheder skal man ikke kimse af.
Det bliver uden tvivl ikke den første i bunken vi skal se. Min helt egen blikkenslager, som han har udnævnt sig selv som, får lov til at vælge, og hvis jeg kender ham ret bliver den her.
I dag læste jeg at ‘dagene er talte for rucula og fromage frais’ i Danmark. At man simpelthen holder op med at spise visse produkter, fordi man ikke længere bliver opfordret til det. Det bekræfter i den grad en min egen teori om den danske madkultur; danskerne har så travlt med at afprøve alle verdens spiser, at de helt glemmer hvor de kommer fra. Nogle gange når jeg bliver spurgt, hvad man spiser i Danmark, bliver jeg helt i tvivl. Hvad er det egentlig? For pludselig er det naan-brød og tandoori eller også er det blåbær. Så er det grød og ramsløg, som bliver skyllet med Somersby i rigelige mængder. Og tilbudsaviserne bugner af alle de lækre, smarte og ikke mindst eksotiske varer som er oppe i tiden.
Selvfølgelig ved vi alle hvad godt, traditionel danske mad er, men det er jo praktisk talt aldrig på menuen, så hvor traditionelt kan det blive ved med at være? Og skal man absolut værne om det?
Da jeg kom til Spanien synes jeg maden var utrolig traditionel. Alt var spansk. Og det var ikke nye, fikse opskrifter baseret på lightprodukter. Det var oldgamle opskrifter, som de tilberedte det dengang det hele begyndte. Med olivenolie i rigelige mængder, for det er sundt og livsnødvendigt. Jeg synes, det var meget gammeldags men spændende. Nu har jeg vænnet mig til det traditionelle. Det er basalt og baseret på simple råvarer, som altid er tilgængelige. Selvfølgelig spiser jeg ikke stuvninger, supper og andet sammekog hver dag, men det hænder ofte.
Min pointe er, at jeg synes danskerne skal passe bedre på vores madkultur, og ikke gå så meget op i, hvad der er på mode i supermarkederne. Selvføgelig skal det hele ikke gå op i persillesovs, flæskesvær og klar suppe, men jeg vil så nødigt se, at det hele blive skubbet helt ud af billedet, fordi nogen dikterer noget andet.
Der er unaturligt varmt i Spanien i disse dage. Efteråret har gjort dets indtog på naturen, men temperaturen ligger i løbet af dagen på omkring de 25 grader i Madrid. Om aftenen daler den til en 17-18 grader. Tropenætter i slutningen af oktober? Nej, tak altså.
Jeg ved godt, at jeg er et skarn, men jeg orker ikke mere varme. Jeg trænger til kulde og store vinterfrakker, stearinlys og varm kakao. Det er der vist lange udsigter til. I stedet må jeg fortsat tune op for klimaanlægget i bilen, åbne altandøren og sove med fusserne udenfor dynen. Men så går tiden da med det.
Indtil kulden kommer.
